Glimt fra kirkemusikkens skatkammer
Ved at se de sidste 3000 års kirke-musikhistorie ud fra det indlysende og overordnede synspunkt, at det var mennesker fyldt af ånden, der skabte og delvis sang/spillede gudstjenestens musik, vil vi trække en rød tråd gennem hele den kristne menigheds (kirkens) historie, og endnu længere tilbage. For ligesom Gud fyldte kunstforstandige mænd med sin ånd (2. Mos.31. m.fl.), er det vel ikke en urimelig tanke at antage, at han også fyldte mennesker, der lavede musik med sin ånd. Det er i det hele taget spændende at læse om de folk, der i jødernes forhistorie blev udskilt til at varetage lovprisnings– og lovsangsfunktionen. (1.Krøn.25, Neh.12). De var mange. Var lønnede. Spillede under profetisk henrykkelse. Sang og instrumenter lød på samme tid. -
Vi antager, at de mennesker, der lavede/udførte musik, gjorde det til Guds ære og i tilbedelsen af ham.
I Middelalderen gjorde man et stort nummer ud af, at begynde enhver musikkens historie regnet fra gamle kong David. Han var både en ægte Guds sanger og musikudøver: ”.., mens David og hele Israel dansede af alle kræfter for Guds ansigt til sang og til spil af citere, harper, pauker, cymbler og trompeter.” 1. Krøn. 13.
Det er herligt at tænke på, at også ren instrumentalmusik som sådan har en funktion og berettigelse som tjener i Guds rige. Det kan der anføres mange GT- henvisninger til, f.eks. Sl.81, Sl.150 og 2.Krøn.5. Det er nok værd at holde fast i, at instrumentalmusik i sig selv sagtens kan begrundes bibelsk, da der til tider har været set skævt til den klingende lyd. Antikens Augustin var skeptisk overfor melodien i sig selv. Netop fordi den havde stor indflydelse på ham. Visse af reformatorerne gik meget hårdt tilværks og bandlyste både korsang og instrumenter i gudstjenesten.
Den væsentlige rolle, som sang og musik havde i jødernes gudsdyrkelse, kan følges både i den rigt udsmykkede tempeltjeneste, hvor der var instrumenter med i modsætning til synagogegudstjenesten, der overvejende bestod af en reciterende syngemåde, eventuelt i form af vekselsang.
Denne rige musikalske arv videreførtes - både i syngemåde og i tekster ( GT salmer) - naturligt nok i den første kristne menighed, der hovedsagelig bestod af jødekristne. Deres lovsang har virkelig gjort indtryk på deres samtidige. (Gør vores det i dag?) Den romerske statholder, Plinius den Yngre, sagde, at de kristne sang til Kristus ligesom til en gud.
Paulus, og senere kirkefædrene, lagde megen vægt på, at musik og sang skulle have en menighedsopbyggende funktion. De var stærkt på vagt overfor, hvad vi kunne kalde musikunderholdning eller musik som kunst uden funktion. Derfor blev instrumenterne også igennem århundreder konsekvent holdt udenfor gudstjenesten. Den hedenske arv, med orgiastisk musik, som de nyomvendte hedningekristne let kunne falde tilbage til, har gjort sit til dette forhold. Den samme fare står vi også i idag. At dyrke os selv fremfor Gud. Og det er tilsyneladende ikke let at skelne hvornår man gør hvad. Jeg mener nu at det er. Lyt til den ånd og stemning musikken giver udtryk for, så får du et klart signal.
Den enstemmige gregorianske sang, der blev udbredt i og med pave Gregorius’ musikreform (500 tallet), har haft en helt enorm levedygtighed. I den katolske kirke har den holdt sig helt op i vor tid, hvor den stadig er til inspiration. En ensartet tradition med enstemmig, enkel og ophøjet sang bredte sig med missionærer og i alle klostre støt ud over Europa igennem århundrederne. Der er over gregoriansk musik en ro og en fred, man hviler i sig selv. Sådan vandt den romerske messe med alle dens mange led ind, og har holdt sig lige til i dag. I visse klostre lød lovsangen sågar dag og nat, alle døgnets timer, altid. Laus perennis – den evige lovsang kaldet. En fascinerende tanke. Besøg f.eks. Cluny klosteret i Midt Frankrig og erfar mere om dette. Side om side med denne regulerede og kunstfærdige sang, har der helt sikkert været praktiseret en mere folkelig sangtradition udenfor gudstjenesten. Vi kender bare ikke noget til den. Den blev ikke nedskrevet.
Det årtusind vi netop er trådt udaf, stod indenfor den kirkelige kunstmusik i Europa i høj grad i flerstemmighedens tegn. Netop omkring år 1000 begyndte man på den praksis, som i mere og mere kunstfærdige udfoldelser kan følges i den kirkelige musik op gennem århundrederne. Det skete under en stadig vekselvirkning mellem folkelighed og kompositorisk virksomhed.
Åndshistorisk går linien via den lyse Middelalders enhedskultur over Renæssancens individualisme med begyndende adskillelse mellem stat og kirke til følge, videre via Reformationen og til Romantikkens ideal om den fritskabende kunstnerpersonlighed.
Et par nøgleord indenfor kirkemusikkens genrer er messe, motet, requiem, kantate, oratorium og passion. En uhyre medvind får også med Luther i den protestantiske kirke koralen, den menighedssungne salmemelodi, som den dag i dag slår igennem i alle kirkesamfunds musikudfoldelse indenfor menighedsliv og kirkelig musikkultur.
En hel generation af nederlandske komponister ledte flerstemmigheden frem til sin endelige udformning i 1400 tallet. Josquin des Prés (d.1521) må stå som det ypperste eksempel iblandt dem. Han var Luthers ynglingskomponist. ”Han er herre over noderne, hvor andre komponister må rette sig efter dem”, siger han om Josquin. Og endvidere: ”Således har Gud også prædiket evangeliet gennem musikken, som man ser i Josquin”. Et af hovedværkerne: Pange lingua messen.
1500 tallet må så absolut repræsenteres ved Palestrina, hvis rene, fuldkomne og perfekt afbalancerede stil stadig i dag danner grundlag for al indføring i polyfon musik (flerstemmig musik, hvor hver stemme er helt selvstændig).
Heinrich Schütz er et godt bud på en 1600 tals repræsentant. Han havde en generøs og nobel karakter. Schütz kan betragtes som den første megastjerne på den protestantiske kirkemusiks himmel. Han betegnede sit komponist arbejde som det ”stadig at studere, skrive og tænke efter”. Iblandt en kæmpeproduktion på 500 værker står hans 3 passioner (lidelseshistoriens beretning ifølge 3 af evangelierne), uden instrumenter, som oplagt påsketidsmusik. Endvidere hans åndelige koncerter.
Bach og Händel fyldte meget i 1700 tallet. Her får også for alvor instrumentalmusikken vægt indenfor kirkemusikken. Det var Bach der skrev S.D.G., Soli Deo Gloria, Gud alene æren, øverst på alle sine værker. Vi kalder ham også for den 5. evangelist. Hvorfor ikke anbefale hans kantate nr.4, ”I dødens bånd vor frelser lå”, der bør høres med høretelefon og for fuld udblæsning. Jeg tror ikke, der er nogen der kan lade være med at råbe et ”Ære være Gud i det højeste”, efter at have hørt den til ende.
Vi må vælge 1000 andre komponister fra, og nævne 3 uomgængelige og meget evangeliske 1800 tals musikere:
Mendelsohn (der var jøde af fødsel), - f.eks. hans smukke motetter, foruden hans gigantiske Elias oratorium. Liszt, den præsteviede, der meget alvorligt forsøgte sig med en kirkemusikkens reformation. Hans veninde nødte ham til at gå følgende vej: Han skulle kun skabe musik til Guds ære. En ven skrev til Liszt: ”Herren har kaldet Dem til at forherlige hans navn i den åndelige musik. Den inspiration, som Gud har givet Dem, skal være til husvalelse for de troende sjæle....”. Kæmpeoratoriet ”Christus” er et monumentalværk, foruden hans messer.
Og hvem vil undvære franske Gabriel Faurés serafiske ”Requiem”.
1900 tallet har adskillige at ”byde på”. Det er oplagt at anbefale to bekendende kristne komponisters værker. Igor Stravinskys ”En salmesymfoni” og Francis Poulenc’s ”Gloria”, begge pragtfulde kirkemusikværker, dog ikke oplagt liturgisk musik. På første side af sin Salmesymfoni skriver Stravinsky: ”Denne symfoni er komponeret til Guds ære.” Samme har også udtalt følgende: ”Jeg betragter mine talenter som gudgivne, og har altid bedt Ham om styrke til at udnytte dem. Da jeg i barndommen opdagede at jeg var blevet udstyret med musiktalenter, forpligtede jeg mig overfor Gud til at være værdig til udvikliklingen af dem.”
Udtalt af den der regnes for det 20.årh. største klassiske komponist.
På dansk grund må som et oplagt eksempel nævnes Bernhard Lewkovitch (f.1927), der virkelig er en af dem, der har taget kegler også i det store udland. Større værker er Messe for kor, og Messe for kor, blæsere og harpe.
Hvor mødes kunstfærdig kirkemusik og menighedssang ? Ingen steder. De er aldrig skiltes! Lad denne lille provokation hænge i luften. Gå videre selv.
Erik Linow
Ingen kommentarer:
Send en kommentar