Laudate Dominum!

Laudate Dominum!
Wo man singt, da laß' dich ruhig nieder, böse Menschen haben keine Lieder!

søndag den 31. januar 2010

3 cd'er - Demantius - Laudi stor korklang - Russisk ortodoks kor - 2001


Christophorus Demantius: Vêpres de Pentecoste
Hvert århundrede har sin egen musik sound.
Fra 1600 tallet er overleveret os en klang af mangestemmigt kor (her seksstemmigt), ofte ledsaget af både stryge- og blæseinstrumenter, og hvor store blokke af homofone afsnit (alle stemmer synger samtidigt det samme) veksler med polyfone (stemmerne sætter ind på skift efter hinanden).
Stilen kan virke mere enkel og ligetil end den senere baroktids. Indtryksfulde danseagtige rytmer giver den et særligt veloplagt præg. Før sådanne pompøse opbud af stor klang sætter ind, introducerer en forsanger det der følger efter.
Demantius var en uhyre produktiv og berømt saksisk mester, hvis store vesper her nu gøres tilgængelig.Titlen på det 8-satsede latinsk sungne værk betyder direkte oversat Pinse-vesper, og en vesper er et stykke musik, der blev sunget ved aften-tidebønnerne.
Forlag: Harmonia Mundi


Laudi: Swedish a capella - Stefan Parkman dir.
For elskere af stor og professionel korklang, gøres her opmærksom på noget ret enestående.
Svenskeren Stefan Parkman, bl.a det danske radiokors chefdirigent, har indspillet 17 korsatser i meget forskellige stilarter, der går lige fra en rå og usødet moderne klang (Lidholm, Edlund), via smuk romantisk korklang (Olsson m.fl.) til 4 forskellige komponisters højst bemærkelsesværdige arrangement af hver 5 vækkelsessange. Det er især disse der vil kunne interessere nogle af dette blads læsere. Noget så sjældent som et topprofessionelt kor der synger missionssange i arr. af klassiske komponister skal man lede længe efter.
Smukke satser som ”Det blir noget i himlen för barnen att få” og ”I himmelen, i himmelen” kendes også fra vor danske tradition.
Forlag: Chandos


Russian Divine Liturgy
Hvorpå genkender den russiske ortodokse kirkemusik?: Mægtig messende munkeagtig mandskorklang! En helt speciel slavisk sound, der skifter mellem det mest følsomme, sarte udtryk og det mest intensive. Lyden som af talrige fromme stemmer der samtidigt synger samme - for de fleste af os uforståelige - men smukt lydende tekst (”Halle-lu-y-a” forstår man dog). Et musikalsk bølgende hav, hvor nogle stemmer vedholder tonen, mens andre bevæger sig. Enormt dybe russer basser sammen med helt specielt lyst klingende tenorer.
Novospassky kloster kor under celebrering af biskop Igumen Mitrofan lever til fulde op til denne beskrivelse. 17 satser smuk kormusik fra den ”guddommelige russiske liturgi”.
Ikke sært at skønhed og sandhed går hånd i hånd i den ortodokse teologi. Vi frelses gennem det skønne. Og at kunsten er et billede på de evige ting. Man taler om en gudstjeneste for alle sanser: musik, røgelse, vin/brød, ikoner, - og hvad er det sidste? vandet? (høre –dufte – smage – se – røre). Jeg hører både lidelse, skønhed, hengivenhed og alvor klinge med som undertoner.
Sidstesatsen er fuldstændig ejendommeligt smuk, lyder som noget man aldrig har hørt før.
Forlag: Naxos

Paul Terracini - Kirkens store salmer - 2001


Kron ham: Kirkens store salmer.
Den australsk fødte, men nu herboende storaktive trompetist og dirigent Paul Terracini, har omsat en god idé til en CD. Hvorfor ikke prøve at kombinere flere gode musikalske elementer til ét hele. Med stort symfoniorkester og kor har han arrangeret og indspillet 11 salmer, der er kendte fra især den engelsksprogede verden. De fleste er bekendt også for danskere, bl.a. melodien Dejlig er jorden. Der synges på engelsk, og dette af det velkendte og velsyngende danske Ars Nova kor sammen med Prags Symfoniorkester. Overalt er salmemelodien meget tydelig igennem alle arrangementer, hvoraf det længste f.eks. er på over 7 min.. Det er derfor musik enhver vil kunne nyde med stort udbytte. Let og lige at gå til. Satserne er meget afvekslende i stil og besætning. Ind imellem tier orkesteret helt, andre steder er der ikke kor med. Sine steder med stille, men mest med bred, stor og varm orkesterklang.
Forlag: Refleks musik

------

2010:
For nylig opsporede jeg Paul Terracini, da jeg ønskede at lave en koncert med den ovenfor omtalte musik. Han bor nu i Sydney, Australien, hvor han er leder i brass-band sammenhæng. Han fortalte mig, at han siden denne cd har lavet en del cd'er og DVD'ere for det australske landsdækkende TV med musik af lignende art, der er blevet temmelig populære.

lørdag den 30. januar 2010

2 cd'er - Palestrina Messe - Brahms Requiem - 2000


Palestrina: Missa de Beata Virgine I (1567):
Man synes at høre evigheden og en stemning af tidligere tiders ubevægelighed i Palestrinas musik. Jeg tror at denne ro kan smitte af på travle nutidsmenneskers urolige sind. Nogle af de bedste musikoplevelser har jeg selv haft på hjemture i bil fra ferie sydpå, hvor den fine kombination af god tid og eftertænksomhed gav det modtagelige sind ekstraordinær åbenhed for store værdier. Hvorfor ikke spille CD’en i en frisørsalon, eller en tøjbutik, i stedet for musakken.
Palestrinas rene stil, der er grundstudium for alle komponister, er det nærmeste man kan komme på at hvile i naturlovene: Et spring opad udlignes f.eks. af en trinvis faldende bevægelse.
De 4 mandlige italienske solostemmer står nærmest mejslet tydeligt ud i en meget ren synegemåde, der forsøger at lægge sig op af Palestrinatidens klangideal. Teksterne er de ”hårdt prøvede” messeled Kyrie (Herre forbarm dig), Gloria (Ære være Gud) o.s.v. Talrige har sat musik til dem, her en i en helstøbt 11 satsers udgave af 1500 tallets største mester.
Forlag: Naxos


Brahms ’A German requiem’:
Overskriften for denne musik kunne passende være: Den dunkle kraft i al stor kunst. Den store tyske komponist Brahms bruger i denne ihukommelses-musik for de afdøde de mørke stemninger og klangfarver. Temaet har imidlertid langt videre perspektiver i retning af tanker om menneskelivets korthed og dets ofte besværlige vilkår, kombineret med en spørgen efter Gud og hans svar (bibeltekster). Et meget langt værk fordelt på 71 min. og 7 satser.
Som en undtagelse her en historisk indspilning (overspilning) fra krigsåret 1943 med dirigenten Toscanini, der i et ¾ årh. ikke var et navn, men navnet blandt dirigenter. Den fuldstændig urimeligt koleriske Toscanini drev alle musikere til vanvid, men præsterede intens og nervefyldt musik når han gik i gang. Tidligere tiders musikere musicerede med mere indlevelse, sjæl og personlighed, så der fremkom et meget stærkt udtryk. Det er meget sandt i dette tilfælde. Men husk nu - det er en overspillet lakplade !
Forlag: Naxos Historical

fredag den 29. januar 2010

BOG - 1999



EN KOMMENTAR I TIDEN, HER VED ANMELDELSE AF EN SALME-/SANGUDGIVELSE.


Hans Anker Jørgensen.
Kærlighedens søn.
Salmer og andre bidrag til 2000-års festen med melodier af Merete Wendler.


En udgivelse med 101 tekster, - alle tidligere offentliggjort, men her samlet - og 56 ny - eller nyligt - komponerede melodier i fuldt udskrevet arrangement, er sandelig i sig selv noget der vægter. Når dertil kommer en smuk, stiv indbinding og glittet papir, vejrer man straks, at denne udgivelse har kostet penge. Der står fonde bag. Bogen betegnes af forfatteren i forordet som en sangbog, mest til fællessangsbrug, men ikke nødvendigvis i kirkeligt regi. Samme målsætning bekendtgør også melodiskriveren i sit efterord. Begge dele er meget informative.

Ideen med at lave en publikation med Jesus som centrum i anledning af år 2000 er fin. Man har så travlt med at fejre sig selv. Få tænker over, at det er Jesus, der er den egentlige årsag til, at vi træder ind i et nyt årtusind.

Folkekirkepræsten Hans Anker Jørgensen og melodi-komponisten Merete Wendler er allerede meget godt kendte, bl.a. fra salmebogens tillæg og fra offentlig fremtræden i radio/TV.

Hvis man ikke skulle kende forfatteren i forvejen, får man alligevel snart færden af , at han er en præst, der solidariserer sig med de svageste, udskuddet, arbejderen osv. Det ideal, siger han, har han fra Jesus. Helt fint. Merete Wendler kan ses som en repræsentant for det forum, der vil føre rytmisk musik ind i kirken. Hverdagskristendom og hverdagsmusik til folket. OK. Så har vi fået dem placeret. Og de passer sådan set meget godt sammen.

I denne tykke bog med det lækre format, er sangene/salmerne rubriceret i 4 hovedafsnit: Skaberkærligheden – Kærlighedens søn osv., altsammen noget med undertitelen: Kærlighed. Og det må medgives: I virkelig mange af teksterne, er det kærligheden, der formelt er den bærende idé/tanke. Hans Anker Jørgensen har altid fået på hattepulen for sit overmåde dagligdags sprogbrug, der, synes man, balancerer på det flades afgrund. Den slemmeste salmestart er vist denne: ”Biler dytter, klokker ringer,...” Men teksterne ligger godt munden. Det er en medrivende fryd, at ile fremad imod næste iørefaldende rim, billede eller metafor.
Men der er mange digte med en mere nøgtern og alvorlig sprogtone. Menneskelivet i alle dets facetter gennemspilles i mange temaer.
Som kristendomsviser betragtet, er der megen lødighed i digtene. Men betragtet som salmer, kan jeg ikke frigøre mig fra en stadig gravende skepsis. Jeg er bange for at synge for let om Jesus! Det er f.eks. spøjse og finurlige udtryk om Jesus som ”svang mig i verdensrummets morgendans”. Eller det sluddervorne ”elskede livet frem” og ”kysser mig i sol og vind”. Eller om Gud: ”Verdens første elsker” og ”Du milde mægtige mirakelmager” og ”levende, lysende, leende Gud”. ”Om Ånden:”blæser på alverdens løgne” og ”sommerlyse Helligånd”.- Og hør denne:” Halleluja for livet”. Det er en for let og ubesværet teologi. Lidt groft sagt: Han tør forarge ved at være fræk, men ikke ved at være from. Kredser om sandheden, bøjer af, når sand evangelisk kristendom skal høres i fuld målestok. Leder det virkelig mennesker til hele sandheden?

Melodistoffet er overalt sangbart og har vidtstrakte inspirationskilder: Traditionelle salmemelodier, viser og sange, klassisk-, jazz- og populærgenren. Så er man vist dækket ind! Komponisten er sig meget bevidst, at ikke alt skal kunne stå for de strengeste kvalitetskriterier. Noget må godt være til forbigående brug. Brugsmusik.
Det der kommer hurtigt, går hurtigt, siger man. Mange af melodierne har svært ved at fæstne sig i sindet. For man kan godt høre, om en melodi er god, når man hører den. Det er derimod svært at påpege præcis, hvordan en halvgod melodi skal drejes, for at gøre den rigtig god. Så kunne man jo selv lave den, - og se, det er rigtig svært. Det er lettere at skrive en symfoni, end at lave en god melodi, hedder det sig. Men ingen gider synge jævne ting. De er dømt til snarlig forglemmelse. Og hvis man ikke laver noget, for at lave det godt, så ved jeg ikke hvad vi skal med det. Der er her – trods gode eksempler som den til ”Kristi Himmelfart” eller den til ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” – for få helstøbte melodier, og ingen fuldtræffere.

Forlag: Det økumeniske center.1999.

4 cd'er - 2000


De fleste kender kun orgelmusik som let bedrøvelig altergangsledsagelse, begravelsesmusik eller et forpustet stykke indgangsmusik på et alt for lille, skrigende instrument. En ordentlig iscenesættelse kan ændre på dette skæve billede. Gå f.eks. til en koncert i en katedral, når du alligevel engang er på ferie i en af Europas storbyer. En bekendt der ellers ikke interesserer sig for den slags musik, fortalte mig engang, at hun ikke havde været sig selv i tre dage efter at have hørt Cæsar Franck’s ”Piéce Heroique”. Det er det musik kan. - Sagt i en nøddeskal er her på de smukkeste instrumenter præsenteret det bedste af, hvad 4 århundreders største komponister kunne levere af musik til Guds ophøjelse og lovprisning. Som titlen på en af de andre CD’er siger, er det sjæleføde. Ordet bliver på denne måde forstærket og kan gøre meget større indtryk på én, når det bliver klædt i passende musikalske gevandter.

PSALMS FOR THE SOUL:
Enlænderne gør på en helt anden måde brug af GT’s Davids-Salmer i deres gudsdyrkelse end vi herhjemme. De 15 numre på CD’en er 15 komponisters bud på en musikalsk udsættelse af en salmetekst, og god sjæleføde. Indholdet er varieret lige fra lovprisning til klagesang, med musik fortrinsvis fra 18oo og 1900 tallet. Det canadiske kor har en fin, nuanceret ”engelsk” klang. Musik beregnet til store katedralrum, hvor sjælen rigtig kan få luft og udtryk under de store hvælvinger. Altsammen på alsidig vis understøttet af orgel. Man vil få meget ud musikken ved at læse teksterne før eller samtidig med musiklytningen.
Forlag: Naxos

ORGELMUSIK DES BAROCK UND DER ROMANTIK:
Tre i alle henseender flotte CD’ere med den afbalancerede orgelspiller Hans Helmut Tilmanns, produceret af det hjemlige forlag ’dana cord’, kan meget vel gøre det ud for en all round indførsel i orgelmusikkens verden. Alene synet af de prægtige, velvalgte orgler og deres facader på coveret er med til at fremme den følelse som sådanne mægtige kolosser af instrumenter automatisk vækker i én: Ære, ære, ære! Den flotteste af CD’erne er indspillet i Søndre Sogns Kirke, Viborg.
Her dominerer Mendelsohns fantastiske og imponerende 6. Sonate, hvis sidste sats er en af de mest populære orgelstykker overhovedet. Til grund for denne ligger den gamle, kendte salmemelodi ’Vor Fader ud i himmerig'.
Forlag: DanaCord

ORGANMUSIC ITALY GERMANY FRANCE:
Ni stykker musik af 9 forskellige komponister fra 4 århundreder og fra 3 forskellige lande.
Den gamle italienske mester Frescobaldi (1583 – 1643) gjorde helt uventet et meget stort indtryk på mig med hans Passacaglia, som er variationer over ét og samme lille gennemgående tema. Blandt flere meditationslignende stykker fandt jeg ’En rose så jeg skyde’, af Brahms meget smuk.
Forlag: DanaCord

NORTHERN GERMAN AND DANZIGER ORGAN MUSIC:
De gamle tyske mestre Buxtehude, Lübeck, Böhm og Bruns, er stadig aktuelle i vort 21. årh. Her optræder mange af de gamle genrebetegnelser som Præludim og Fuga, koralforspil, passacaglia o.s.v.. Værkerne er de klart og stærkt fortolket på berømte domkirkeorgler i Lübeck og Eichstätt.
Forlag: DanaCord

3 cd'er - 2000


Cherubini: Requiem
Forestil dig at Beethoven ville være begejstret for et værk du havde komponeret.
Det var han og mange andre for Cherubinis Requiem for kor og orkester (1816). Mere end én og under 2 håndfulde af den slags kompositioner, Requiem’er, hører til de virkelig kendte af slagsen. Det er den katolske messe for de døde der udgør tekstgrundlaget. Derfor er det de helt store armsvings musik, hvor skæbne, død og evigheden indgår. Alle kender Cherubinis Requiem af omtale, ingen har hørt det. Hovedindtrykket efter endt lytning var: En stor følelse af noget stærkt, rent og ubeskriveligt. Afslutningen over ordene ”Må det evige lys skinne på dem, Herre”, er 2 min.’s fantastisk stærk og stille læggen sig til ro, mens et orgelpunkt holder fast på én og samme gennemgående tone.
Forlag: Maxos

Mozart: Messe i c-mol (’Great Mass’)
Mozart, måske musikkens største og mærkeligste geni – han skrev ikke en tone ned før det hele stod fuldt færdigt inde i hans hoved – må have haft en ”lang” hukommelse, for den ”store messe” her er virkelig stor (52 min.) og gigantisk flot.Great Mass er for 4 solister, kor og orkester her indspillet af det ungarnske radio-/TV-kor. Som sædvanlig er det kunstnere af stort format vi hører i Naxos’ CD-udgivelser, men bookletten fortæller os aldrig udførligere om deres baggrund. Fjorten satser opløftende musik, jeg havde nær sagt ’opspringende’ musik, for på udvalgte steder måtte jeg simpelt hen op af stolen og begejstret hjælpe dirigenten med at dirigere.
Mange satser er tilbedelses- og lovsangsmusik: Gloria f.eks. ”Ære være Gud i det hæjeste” – forrygende og festlig.
Forlag: Naxos

Johann Sebastian Bach: Koralforspil/Koralbearbejdelser
Vort gedigne hjemlige pladeforlag, Danacord, har flere spændende nyudgivelser i genren orgelmusik, alle med en solid og sikker fortolker Hans Helmut Tillmanns (hvem er det?) siddende ved meget velvalgte barokorgler og med udførlige flersprogede præsentationer af titler, historie og instrumenter. Koralbearbejdelser er fundamentalt sagt kunstfærdige kompositioner hvor en salmemelodi ligger til grund for det hele. Derefter er alt – som hos Bach – muligt: Her er f.eks. musik af fra 1 til 8 min.’s længde, stille inderlig og pompøs og kraftig musik. Stor variation i brug af orglets karakteristiske stemmesammensætning. Under lytningen standser man op og tænker, hov, var det ikke den melodi vi sang i søndags?
Forlag:DanaCord

Johann Sebastian Bach: Toccataer og Fugaer
Uaughh! Er det ikke den!? Jo! Hvis man overhovedet kender bare ét stykke orgelmusik, så er det nok dette: Bachs ”Toccata og Fuga i d-mol”.
Fire orgel-hits med hurtigtløbende udafvendt musik, som er lige at gå til.
Tocattaer (toccare= at berøre) har noget over sig, som var det hældt lige ud af ærmet, umiddelbar og veloplagt musik grebet og skabt lige her og nu. Det er netop det titlen henfører til, improvisationsagtig musik. Musikken er indspillet i 3 forskellige store tyske domkirker. Man oplever det, som om evigheden bliver spændt ud for ens ører, her klones det timelige og evige. Som en sang der stiger og stiger og stiger, for så at ende i en mægtig og triumferende afslutning.
Forlag: DanaCord

7 cd er - år 2000






Fra det produktive og solide pladeselskab Naxos’ nyeste tilbud skal her omtales 7 CD’ere med kirkemusik fra vidt forskellige stilepoker. Af de umådelige mængder der er skrevet af gedigen kirkemusik igennem tiderne, er det kun en brøkdel der er rigtig godt kendt. Meget fortjener at komme ud til en bredere offentlighed, og da især at blive kendt og værdsat af dem det er beregnet til at blive spillet for: De kristne, den kristne menighed.
I vor tid har vi med CD’ere og radio muligheder for at nå omkring som aldrig før. God kirkemusik er værd at lytte til, fordi det er kunstfærdig musik, lavet af kunstnere der har været besjælet med gudgivne og store kreative evner (jfr. slutningen her). Musikken kan formidle glæde, uddybe det kristne evangelium for én, og for nogle måske på en stærk måde være med til at pege på den kristne tro som Vejen. For jer, der kun er vant til at lytte til nutidige former (rytmisk under ét her kaldet) for musik, var det måske en lejlighed til at snuse til noget nyt. Måske kunne så det der egentlig ligger som uinteressant og ubekendt land for én, gå hen og blive en åbenbaring af skønhed og vise nye dimensioner af Guds ubegribelige mangfoldighed i skaberværket. Det er ikke altid det der umiddelbart ligger sværest for én, der i sidste ende giver mindst fra sig. Tværtimod. Intet bør være uprøvet. – Bookletterne der følger med CD’erne er overalt forsynet ofte 3 sprog og i hvert fald altid engelsk tekst. Men man skal vænne sig til den meget lille skrifttype, selvom den næsten gør ondt i øjnene.

Marcel Dupré: The way of the Cross/Seven Chorales from Op.28: Franskmanden M. Dupré, det 20.årh. største orgelimprovisator, kunne til fuldkommenhed, om nogen, kunsten at komponere musik der ikke i forvejen er nedskrevet. CD’en her er nr. 11 i rækken med hans orgelværker.
Hvad skal man med 14 alvorlige, stærke, rystende og gribende satser, der på programagtig vis skildrer Jesu lidelsesfulde vej til korset? Det giver mere vægt bag de ord man evt. i forvejen kender så godt! Til inderliggørelse af budskabet, så det må stå endnu mere klart for én. - Det amerikanske orgel på CD’en er i supersværvægtsklassen, og kan fuldtud skildre alt fra sarte klange til dramatiske jordskælvsstemninger, så man må gribe fast i stolen.
Forlag: Naxos

Johann Ludwig Krebs: Organ Works Vol.I: Hvor er det en fryd at opleve, at alle ting går i spænd i Naxos udgivelser, som her: Verdens efter min mening smukkeste barokorgel, Weingarten-basilikaens Gabler–orgel i Sydtyskland (og et af de største og bedst bevarede), i kombination med en fænomenalt dygtig og helstøbt kunstner, (der efter at have vundet de formemste orgelkonkurrencer blev professor i en barnealder af 32 år) – og det hele iklædt en teknisk set meget fin CD-gengivelse. Bedre kan Bach’s berømteste elev ikke blive repræsenteret.
Jeg vil sige det paradoksalt, men sandt nok: Hvis du kan lide Bach, så vil du også synes om Krebs, og kan du ikke lide Bach, så prøv Krebs! Let, indsmigrende og diverterende. Foruden det majestætiske. En organist vil dog i bookletten savne nøje registreringsangivelser(klangsammensætning) for hvert musikstykke. Den afvekslende sammensætning af koralbundne og frie orgelværker er fint afstemt. Og hvor det orgel altså bare SYNGER! Hvad kan så en sådan musik? Der bliver simpelthen bare kuppelhøjt til himmels af glæde i mit lille sind over en sådan sand lovsangsmusik.
Forlag: Naxos

André Caplet: Le miroir de Jesus: Et oratorie (dramatiserende fremstilling af det kristne budskab) i 3 afsnit med undertitlerne henholdsvis Glædens -, smertens – , og herlighedens spejl, indeholdende ialt 17 sluttede episoder. For solosopran, kvindekor, harpe og strygere. Caplét giver i dette værk udtryk for sin kristne tro i en stil, der ligger tæt op af Ravel og Debussy, med hvem han var samtidige, altså fra beg. af det 20.årh. Men alligevel med et helt personligt udtryk. Stilen karakteriseres nærmest som impressionistisk, hvor man undgår traditionel brug af dur-mol sammenhænge, og i stedet fokuserer helt på en ekspressiv melodik, og det stemningsdannende og atmosfæreskabende. Det er forkert at kalde det filmmusik, men det trækker meget på samme hammel. Solostemmen udtrykker tekstens indhold meget nøje lige her og nu. De 3 dele bevæger sig fra Jesu undfangelse, fødsel til død, og til opstandelse, himmelfart og pinse. Der er meget tekst, så man skal have bookletten i hånden før eller under lytning.
Forlag: Marco Polo


Lully: Grand Motets, Vol.3.:Lylly er 1600 tallets store pompøse stils mand. Ansat som han var som den franske konges hofkomponist, skulle hans musik afspejle såvel den jordiske som den himmelske konges glans på samme tid. Kendt er den tragiske – næsten tragikomiske - måde han døde på, hvor han nemlig under en fremførelse af sit store Te Deum kom til at hakke sig selv i foden med den tids dirigentstok, der var af scepterlignende dimensioner, og påfølgende døde af blodforgiftning. Han har komponeret i alle genrer, bl.a. en masse kirkemusik. Her er 3 latinske motetter, med tekst fra Davids salmer, foruden et stort Benedictus i 7 satser, altsammen i en opstemt, fyrig og pågående stil, hvor man bestemt ikke får lov til at kede sig. Duetindslag afveksler i et rask væk med soli eller mangestemmigt kor, understøttet af farverig orkestermusik. Hvis man ikke kender til Lully i forvejen, kan man tænke på den musik som indleder Eurovisionsprogrammer i TV, som man længe troede han var komponisten til.
Forlag: Naxos


Antonio Caldara: Missa Dolorosa / Stabat Mater: Lige i hælene på Lully følger tidsmæssigt Caldara, der har oplevet noget af en renæssance i de sidste år. En hel anden stemning præger dog forståeligt nok, teksten taget i betragtning, denne påskemusik. Den middelalderlige ”Stabat mater” tekst er jævnligt sat i musik af komponister, og handler om den lidende Guds moder Marias kvaler stående under sin søn, Jesu kors. Den 20 versede tekst er her kogt sammen til 12 satser, hvor korafsnit bryder de solistisk sungne partier. Musikken er af en alvorlig, sorgfuld og udtryksstærk karakter.
”Missa Dolorosa” er ligeledes beregnet til at blive sunget i fastetiden i den katolske kirkes liturgi, og det må vi jo indrømme: Forfærdelig megen god kirkemusik kommer fra den katolske kirke. Derfor kan den udmærket lyttes til og også fint fremføres i protestantiske samenhænge. Det er en messe med de traditionelle satser, Kyrie, Gloria o.s.v., Forbarm du dig, Lovprisning, Trosbekendelse o.s.v. Koncerterende, pompøs kor- og orkestermusik med indlagte soloer.
Begge værker er af en halv times varighed. Et par rent insrumentale Sinfonia’er er sat mellem de to værker.
Forlag: Naxos

Pierre de la Rye: Missa de Septem Doloribus....../ Missa Pascale: Det er den samme messetekst der går igen her som i ovenfornævnte Caldaras messe, begge messer beregnet til at blive sunget i påsketiden, den ene efter katolsk liturgi på Maria 7 sår søndag. P. de la Rue hører til i forreste række i mængden af den komponistgeneration fra renæssancetiden som kaldes for de nederlandske. De var mestre i den polyfone musiks højtidelige og ærværdige kunst, hvor der blev kræset for hver stemmes selvstændige liv efter sindrige kontrapunktiske regler. Musikken er a capella. Det er altså de rene stemmers gudstjenestemusik, ikke korisk fremført, men af 5 mandlige solostemmer, heraf en countertenor, altså en mand der synger i lys falcet (med ”pigestemme”). Og ikke noget med ”forurenende” instrumenter. Et særkende for P. de la Rue er, at stemmelejet for hans satser ligger ret dybt. Jeg synes denne musik har noget af fjerne tiders velsignede ro og ubevægelighed over sig, hvor man uvilkårligt kommer til at tænke på, at disse tiders musik blev skrevet med tanke på det hinsidige.
Porlag: Naxos

Benjamin Britten: Rejoice in the Lamb / Hymn to St. Cecilia:
Samt 9 andre selvstændige værker. Britten er det 20- årh. store engelske fornyer af kirkemusikken.
Langt størstedelen af hans musik udgøres af vokalmusikken (med instrumenter/orkester naturligvis). Her er samlet de bedste af hans værker i den korte genre, 2 – 16 min., gudstjeneste-anvendeligt musik. Men han har sandelig lavet mange andre musikdramatiske værker i gigantstørrelsen. Det er dejligt at synge Britten. Der er både en masse tradition, sødme, men også umådelige effektfulde nye ting i hans stil. Sande kaskader af brilliante koriske udfald veksler med solopassager, altsammen bakket effektfuldt op af orgelet. Det er fantastisk hvad de englændere kan dressere deres drenge-/mandskor til. St. John’s Colledge Choir, Cambrige, har en fuldendt homogen klang, ingen vaklen i drengesoloerne. Britten ligger så nær op af traditionen man kan komme, hvor du vil kunne synge med på de smukke melodiøse vendinger som var det en almindelig sang, for så alligevel at undvige traditionen og lave sin helt egen personlige, dybt originale stil. Mange anser ham ganske enkelt for ”the greatest” i det 20.årh.’s kirkemusik. Han er altid – frisk. se her også et minicitat som jeres egen kulredaktør Niels Jørgen har rakt mig, og som siger noget om den ånd komponisten Britten var besjælet af: ”I believe that there is in every man the spirit of God... The whole of my life has been devoted to acts of creation (being by profession a composer...”(1942).
Forlag: Naxos