Erik Linow's kirkemusik anmeldelser - Church Music Reviews - Musik til hjerte og hjerne, sjæl og sind! Glædens skatkammer! - Musik, hovedsagelig cd'er, men også litteratur om musik, fra alle stilperioder anmeldt i perioden 1999 til 2010. Alle bragt i avisen Udfordringen. De ældste indlæg først/nederst i bloggen. - Se evt. også www.linow.dk
Laudate Dominum!
mandag den 15. februar 2010
2 cd'er - Charpentier - Britten - 2003
I denne tid spilles en uendelig strøm julemusik i alle mulige sammenhænge. Musikken på de to vidtforskellige cd’er til anmeldelse er ikke helt så sukkersøde som mangen en nissemelodi, men er begge båret af bibelske og andre kristne tekster, herunder også en legende tekst.
Marc-Antoine de Charpentier
Jelenat står i en særlig stråleglans for alle kristne. Hvis man ville begive sig til kirke en julemidnat i 1694, kunne man i Paris for første gang have overværet den fremragende franske komponist Charpentiers glade og opstemte musik til midnatsmessen. Besætningen er for 4 st. kor, solister og orkester.
Til grund for de enkelte satser i messen, der benytter sig af de bekendte betegnelser Kyrie, Gloria, Credo osv., ligger 10 folkelige julemelodier, som sikkert var kendt af enhver på den tid. Disse folkelige melodier, Nöels, benytter sig af tekster på folkesproget Huron, som mildest talt også ser fremmed ud. Nöel’erne på folkesproget indleder de kunstfærdige latinske satser Kyrie osv. Således bliver der en fin syntese mellem det folkelige og det strengt kunstfærdige.
Charpentiers kendteste værk, det fyrige og gnistrende Te Deum, hvorfra alle og enhver kender indledningsfanfaren (Eurovisionsmelodien fra TV) er også på denne cd, foruden det mindre Dixit Dominus.
Naxos
Benjamin Britten: St Nicolas
Den kendteste og største engelske komponist fra nyere tid er Benjamin Britten (1913-76). Han står også i international målestok i forreste linie som en af den moderne musiks fornyere. Og det i en meget personlig stil. Samtidig udnytter og lægger han sig dog mere op af traditionen end næppe nogen anden af de helt store komponister. Britten har bl.a. skrevet en mængde kirkemusik, hvor kor altid er centralt placeret, og som er meget værd at lytte til.
På cd’en er der 3 værker, St. Nicolas (45:20), Christ’s Nativity (16:19) og Ps. 150 (4:21). Britten kan det der med de store værker. Han formår at give dem en lyrisk lethed midt i al dramatikken. Forskellige scener og episoder fra den hellige Nicolas fra 13-tallet ligger til grund for de 9 satser i St Nikolas. Der inddrages voksenkor, pigekor, tenorsolo, orgel, slagtøj, strygere og 4 hændigt klaver – så at sige alt, der kan skabe atmosfære. At skabe atmosfære alt efter tekstforlægget, det er netop Brittens helt store force. Et fantastisk flot værk med en helt forrygende 5 sats.
Christ’s Nativity er et rent korisk ungdomsværk over engelske lyriske tekster om inkarnationens forunderlighed. Og Psalm 150 er pur og glædelig lovsang formuleret af et dygtigt syngende juniorkor med jubilerende instrumenter.
Naxos
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar