Erik Linow's kirkemusik anmeldelser - Church Music Reviews - Musik til hjerte og hjerne, sjæl og sind! Glædens skatkammer! - Musik, hovedsagelig cd'er, men også litteratur om musik, fra alle stilperioder anmeldt i perioden 1999 til 2010. Alle bragt i avisen Udfordringen. De ældste indlæg først/nederst i bloggen. - Se evt. også www.linow.dk
Laudate Dominum!
onsdag den 17. februar 2010
4 cd'er - Carissimi - Byrd - Händel - Orgel barok - 2004
Carissimi
Carissimi’s 3 oratorier sitrer, vibrerer og dirrer af liv – og det selv om det er andagtsmusik. Andagtsmusik var netop, hvad den nye genre ’oratorium’ var i beg. af 1600-tallet. Folk samledes i modreformationenes Rom i bedehuse (oratorier) til Bibelen-læsning, prædikener og bøn, og sang åndelige sange.
Oratoriemusik er dramatisk, men uden scenisk optræden. En handling gennemspilles, ofte med GT-tekster, hvortil der både bruges kor - som kommenterer handlingen - en fortæller og diverse agerende personer. Giacomo Carissimi (1605-1674) var den første på banen med egentlige oratorier. Cd’en indeholder hans ’Jonas’, ’Den rige mand og Lazarus’ samt ”Beatus Vir” (Sl. 111 Salig den mand). De fremføres blændende af det svejtsiske radiokor. I ’Jonas’ optræder blandt mange andre et mandskor af vrede fiskere, der vil smide Jonas over bord. Og en meget ydmyg og indadvendt Jonas. Musik der i allerhøjeste grad overrasker ved stor afveksling og skønhed.
Arts Music
Byrd
William Byrd (1543 – 1623) er som en tallerkenkunstner, der til stadighed holder alle ”hjul” i gang. En forfinet vokal kunst i fuld balance og med stærke rødder tilbage til rænæssancestilen. Mærkeligt, at Byrd, sin generations største engelske komponist, i 3 årh. var helt glemt. Men som katolik måtte han have trange kår i det anglikanske England. John Rutter har med de altid stærkt syngende Cambrige-folk viet en hel cd til et lille udvalg af hans mange hans motetter og anthems – 18 numre i alt. Ren og skær a capella korsang uden instrumenter. Egentlig burde man kun høre en af disse numre af gangen. Alt andet er vulgært, så fuldendt er hvert af hans oftest lovprisende og jubilerende 4 - 6 stemmige værker.
Collegium Records
Händel
Man bør blive et bedre menneske, og gladere, efter lytning til Händels Ode. Er det ikke samme komponist, der har skrevet Messias, ville man spørge, hvis man ikke kendte Händel. I 13 delikate satser – 3 for kor og 10 for soli – skildres i pure og humørfyldte toner musikkens glæder. Noder, harmoni, instrumenter – alle får de deres pris i Ode til St. Cecilias’s dag (musikkens skytshelgen). Musikken er en understrøm af overskud. Gennemført veloplagt leverer polske Concerto Polacco på historiske instr. og som specialister i barokmusik med det opførelsespraksis-bevidste Alsfelder Vokalensemble og dirigentprofessoren Wolfgang Helbich en glitrende lys og fro oplevelse til alle, der blot vil lytte. Slutkoret er hele cd’en værd!
Naxos
Orgel barok musik med Tilmanns
To nord-jydske Bruno- Christensen orgler, i Nibe og Holstebro, tjener som demonstration for hollandske Hans Helmut Tillmanns robuste orgelspil. Her luftes The Three Big Baroque B’s: Buxtehude, Bach og Bruhns. Og det i en samling af de kendteste orgelformer som Præludium og Fuga, Triosonate, Koralforspil og Ciaconne. Cd’en er blot én i en lang række, som denne omhyggelige orgel-blæksprutte har indspillet for dana-cord.
Danacord
Etiketter:
Byrd,
Carissimi,
Händel,
Orgel barok
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar