Laudate Dominum!

Laudate Dominum!
Wo man singt, da laß' dich ruhig nieder, böse Menschen haben keine Lieder!

søndag den 21. februar 2010

Iver Kleive: Requiem - 2007




Iver Kleive: Requiem
To veltunede norske kor begiver sig til Ljubljana, Slovenien, og forener sig med et tredje lokalt universitetskor, øver ihærdigt på Iver Kleives 12 satser og 80 min. lange storværk, Requiem, og når til et såre homogent produkt. Lydteknikeren får hele 125 spændstige sangere, 2 solister og et majestætisk orgel til at stå så skarpt, som foregik det lige ved ens øre. For musikken tåler at høres klart. Den seriøse requiem-tekst får fuld valuta for pengene i Kleives overbevisende musik. Det er dramatisk og dybt bevægende, og man sidder mange gange undervejs og flæber over værkets stærke kraft.
Norske Iver Kleive er kendt som en musiker og komponist, der breder sig over genrer fra rock, jazz, pop til kompositionsmusik, og behersker dem. Dette skrives i øvrigt nov. 2007, hvor han netop har været på koncertturné i danske kirker sammen med Poul Dissing.
På terrordagen, den 11. 9. 2001, fik Kleive opgaven stillet, at skrive et requiem. Man lugter skæbne! Requiemet er tilegnet terrorofrene og hans egen afdøde lille søn, samt ”alle soldaterne, som kommer hjem i en kiste.”
Orglets livlige og udfarende opspil til koret og samspillet med dette er af improvisatorisk karakter, en kunst Kleive er kendt for vidt og bredt, især blandt organister i hele Norden, hvor han som improvisator for øjeblikket er et must. Han sidder selv ved orglet på denne optagelse i det ærværdige koncerthus i Ljubljana.
Korpartierne bygger hovedsageligt på traditionel velklingende treklangsharmonik. Partituret foreskriver formodentlig 6-8 stemmighed, så klangen er storladen og bred, og kræver f.eks. ofte meget høje sopraner. Den latinske tekst mikses behændigt og raffineret med lange passager på norsk (bl.a. bringes en hel norsk salme).
Alt i alt er det blevet til et værk af stor karat og skønhed, der trækker på diverse traditioner fra det europæiske bagland, såsom from russisk munkesang, Fauré, gregorianik, iørefaldende 4-stemmighed m.m. – Og så efterlader det nærmest den stakkels lytter chock-agtigt berørt!
Kirkelig Kulturverksted

Ingen kommentarer:

Send en kommentar