John Stainer Passionern "The Crusifixion" - 2005

Stainer: The Crucifixion

Sir John Stainer var aktiv i midten og slutningen af 1800-tallet som organist i St. Pauls Cathedral og en produktiv komponist af kirkemusik. Der var mange af den slags komponister i England på det tidspunkt, og de havde et stort publikum i en trofast og talstærk menighed. Deres musiksprog faldt også ganske godt i trit med tidens øvrige musikstil – tildels modsat af i dag. Og korforeninger, som England også i dag er så rig på, blomstrede, og sangerne hungrede efter musik at fremføre.

Det var altså ganske heldige omstændigheder for en komponist at få en god musikalsk ide på. Stainer kendte Bachs to passioner, som var ved at blive udbredt også i England på det tidspunkt, men de var jo i barokstil, og den kendte publikum i forvejen til overmål, ikke mindst gennem Händel. Hvorfor så ikke skrive en passion i sin egen tids romantiske tonesprog. Som tænkt så gjort.

I 1887 fremførtes ”The Crucifixion” (Korsfæstelsen) for første gang. Og hvor så meget andet af den tids musik for længst er glemt, har denne påskepassion siden holdt sig sikkert på større engelske kirkekors repertoire. ”The Crucifixion” går simpelthen for at være det mest fremførte påskemusikstykke overhovedet i England, og er for nogle nok nærmest en plage. I vor moderne informationstid, hvor alt godt – og skidt – spredes ganske hurtigt via net, er den i de senere år også dukket op herhjemme. Vi fremførte den feks. med vore kor i kirken for et par år siden.

Som korleder kommer man selvfølgelig til at kende musikken som sin egen bukselomme, og jeg må sige, at det er musik der hurtigt hænger i ørerne. Hvordan skal man i øvrigt som korleder finde ud af, om et stykke musik er noget for egne kor at synge? Feks. ved at lytte - modern times – til en cd. Da jeg satte skiven på, var jeg allerede solgt ved 3. nummer (ud af 20). ”Processional to Calvary” er blot et af en del meget effektfulde korafsnit, der sammen med de traditionelle fortællende dele, (der leveres af to mandlige solister), og meditationer i form af 4 stemmige salmemelodiudsættelser (Stainers egne melodier, som enten kan synges af menigheden eller 4-stemmigt af koret) udgør hele musikken.

Med få musikalske midler (kor, 2 solister og orgel) bliver man på 67 min. ført igennem et mægtige drama, der i filmisk henseende har en moderne pendant i The Passion of the Christ.
Stykkets undertitel, ”En meditation over den hellige forløsers lidelse”, angiver ganske rigtigt, at der her er rigelig tid til fordybelse, andagt og betragtning, mens man lytter til musikken. Sats 18 ”The Appeal of the Crucified” er en utrolig stærk, ja netop, appel til lytteren om ikke at sidde overhørig, at det var for mig han led. The Crucifixion en stærk evangelisk prædikener, der er sat i musik.Timothy Brown betvinger én med en overmåde musikalsk cd-udgave, (sine steder lovlig langsomme tempi), og får mange steder lavet endnu flere musikalske finesser, end der egentlig står i noderne.
Naxos