Erik Linow's kirkemusik anmeldelser - Church Music Reviews - Musik til hjerte og hjerne, sjæl og sind! Glædens skatkammer! - Musik, hovedsagelig cd'er, men også litteratur om musik, fra alle stilperioder anmeldt i perioden 1999 til 2010. Alle bragt i avisen Udfordringen. De ældste indlæg først/nederst i bloggen. - Se evt. også www.linow.dk
Laudate Dominum!
tirsdag den 23. februar 2010
BOG - Anne-Mette Riis: Salmer i dans og bevægelse - 2009
Anne-Mette Riis:
Salmer i dans og bevægelse-
fra babysalmesang til konfirmanddans
Hvis det projekt som bogen lægger op til, skal føres heldigt ud i livet, har den som håndbog en stor berettigelse. For der er ikke mange, der blot i kraft af evner og lyst har værktøjer til at lede, undervise og aktivt deltage i dans og bevægelse til salmer. Anne-Mette Riis’ troværdighed bygger ikke mindst på hendes store erfaringsmateriale.
Dans og bevægelse til salmer i kirken er nyt land for de fleste. Men forfatterens 60 siders inspirerende indføring, hvor alle tænkelige tematiske overvejelser præsenteres i et letlæst sprog, er gode at have ved hånden, hvis man har lyst til at begive sig i kast med salme-kirke-dans med babyer, minikonfirmander og konfirmander. Hendes største erfaringsområde er klart babyer og de mindste børn, men hun har også fine ideer til at ”angribe” den vanskelige gruppe, konfirmander, der hverken er udpræget sangglade eller frigjorte i det at danse og bevæge sig til sang. Bogen er tænkt som inspiration til folk som præster, sangere, organister, musikpædagoger og sognemedhjælpere o.lign.
Anden del gennemgår 38 salmer (samt en serie ikke kirkelige sange) i en meget anvendelig og håndbogsmæssig opstilling. Dansetrin og bevægelser bliver omhyggeligt ikonografisk demonstreret til hver eneste salme. Dertil er der melodier med noder og grundig ”praktisk” tekst. Til hver salme er der også nøjagtig angivet aldersgruppe.
Forfatteren begrunder fint, hvorfor det er godt at synge, danse og bevæge sig (de to sidstnævnte er nyt land) til salmer i netop kirken. Men motivering som, at det skaber glæde og livslyst, at det er fællesskabsfremmende, at ydre forhold som rummets skønhed og respekten for samme og god akustik fremmer oplevelsen ved at gøre det i kirken, er ikke nok til at begrunde denne nye og for nogen temmelig grænseoverskridende foreteelse i en kirke. Der savnes i høj grad teologiske overvejelser, der kunne være med til at placere, hvorledes disse ting hører hjemme i det kristne univers. Og i det hele taget at få gjort plausibelt, hvorfor det er OK at danse til salmer i en kirke. Det er der måske nok en anden end forfatteren der vil være bedre rustet til, men derfor synes bogen alligevel at hænge temmelig frit svævende i rummet - og bliver nærmest til en anvisning på hvordan man laver en slags glad musikalsk kirkegymnastisk.
Det Kgl. Vajsenhus’ Forlag
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar