Laudate Dominum!

Laudate Dominum!
Wo man singt, da laß' dich ruhig nieder, böse Menschen haben keine Lieder!

tirsdag den 23. februar 2010

2 bøger - Kim Thinggaard: Kerubhymner - Taizé Sange - 2008




Kantors kerubhymner
Man bliver hurtigt totalt opslugt af organist og korleder (kantor) Kim Thinggaards kyndige og indsigtfulde tekstlige introduktion til de 15 efterfølgende firestemmige nodeudsættelser af Kerubhymnen. En værdifuld publikation af russisk ortodoks kirkemusik, alle med en og samme tekst, Kerubhymnen, såkaldt, der er en parafrase over Sl. 24. Desuden diverse andre satser fra den russiske liturgi, alle med dansk tekst. Bogen er udgivet i anledning af Thinggards 25-års ansættelse ved Bethlehemskirken i København, hvor denne musik har fundet stigende anvendelse. Det er meget sjældent vi på det danske kor-nodemarked får en så fin præsentation til en denne eksotiske og fra vores hjemlige kirkelige forhold temmelig ukendte verden. Tilmed er bogen båret af et varmt, personligt og erfaringspræget engagement.
De knap 60 sider i A-4 format rummer en stor mængde information, så bogen sagtens kan gøre det ud for en tekst-bog, og altså læses af folk med interesse for østkirken og dens ”skønne” liturgi, medsamt dens brug i den danske kirke (Bethlehemskirken). Kornoderne er meget anvendelige for blandede kor, men kan evt. også blot spilles ved klaveret og synges enstemmigt af den spillende. Det er homofone (node mod node) udsættelser, alle i en velklingende stil.
Forlag1.dk


Syng lovsang…Den nordfranske Taizé-bevægelse spreder sig mere og mere - i ånd, men også mere håndgribeligt, som med denne nodesangbog i liggende A5 format. Masser af mennesker, fortrinsvis unge, strømmer til den lille by Taizé, med den karismatiske udstråling, og beretter begejstret om mødet med mængder af andre mennesker fra alverdens lande, der er indstillet på samme åndelige frekvens. I Taizé praktiseres en hengiven gudsdyrkelse med daglige samlinger omkring bl.a. meditativ lovsang, bøn, levende lys og dette oftemed folk i hugsiddende stilling, hvilket virker ægte og stærkt appellerende på mange.
Sangbogen indeholer 121 sange i enkel 4-stemmig nodeudsætelse med becifring, foruden diverse kanons, og kyrie- og gaspodiled fra russisk tradition. De kan synges af kor eller blot synges enstemmigt med brug af klaver/becifringsinstrumenter. Alle ret korte sange, der i deres slutning lægger op til gentagelse. Et typisk træk ved Taizé-sangene er denne meditative stil med mulighed for uafbrudt inderliggørende gentagelse. Der er tidligere udgivet hæfter med Taizé sange i Danmark, og der er gengangere fra før. Næsten alle har dansk tekst oversættelse, foruden et andet sprog, engelsk, fransk, spansk eller latin. Langt de fleste sange er fra deres egen sammenhæng, en stor del komponeret af den bekendte Jacques Berthier. Det er smukke melodier, der sunget i rækkefølge og i længden kan virke ensformige, men for den mediterende sjæl er som en beroligende og i sig selv hvilende musik.
Kirkefondet

Ingen kommentarer:

Send en kommentar