Laudate Dominum!

Laudate Dominum!
Wo man singt, da laß' dich ruhig nieder, böse Menschen haben keine Lieder!

tirsdag den 23. februar 2010

BOG - Martin Alfsen: Jesus i musikken - 2008



Martin Alfsen: Jesus i musikken

Ens opmærksomhed bliver vakt, når den sympatiske rytmiske musiker og myreflittige norske komponist af kristen musik, Martin Alfsen, skriver en bog med en historisk indfaldsvinkel om Jesus i musikken.
Mange kender Alfsen som komponist til diverse sange af lovsangstypen, der står i sangbøger som Fællessang, f.eks. Jeg lovsynger dig. Han har udgivet et væld af Cd’er, leder Reflex koret, og spyer mængder af nodehæfter og storværker ud. Han er bl.a. komponist af den timelange påskepassion, 7 døgn i Jerusalem.
Martin Alfsen har fået den ide, overordnet at lægge en eneste tanke til grund for sin bog: At komponister gennem alle tider - fra gregoriansk musik små 1000 år tilbage - og komponister af al slags kristen musik, har skrevet deres musik, fordi de var kristne, og ville have det kristne budskab ud gennem musikken. Han mener, at der er en speciel kraft i den musik der er inspireret af Jesus eller viet til ham. Det er en af hans konklusioner, at jo længere man når ind i musikken, des stærkere opleves dette vidnesbyrd.
Forfatteren lægger virkelig kyndighed og en sund og interessevækkende dømmekraft for dagen, når han i sit strejftog gennem musikhistorien tager emner som gregoriansk musik, Bach, og nyere klassiske komponister som Messien og Stravinsky – og mange andre - under behandling. Undertitlen på bogen, fra gregoriansk sang til hip hop, siger noget om bredden af denne letlæselige og 170 siders lange bog. Alfsen karakteriserer de emner og komponister han taler om, så de bliver sat ind i en sammenhæng og historisk baggrund. Han har mange interessante pointer, som gør fremstillingen spændende. F.eks. siger han om Beethoven, der ellers ikke decideret er kendt som en kristen komponist, at han selv ved gentagne lejligheder har udtalt, at han betragtede sin mægtige Missa Solemnis som sit egentlige hovedværk. Og at det næsten er umuligt at tænke sig, at han ikke skulle have været personlig engageret af det budskab han med så stor kraft og inderlighed formidler.
Jazzens Duke Ellington, Bob Dylan, Bono/U2, Cash, Cliff Richard, Bjørn Eidsvåg, Elvis – og mange andre, er nogle af de kendte musikere der laves en hel historie om. De letlæselige historier gør det lettere at fordøje den mere faktuelt orienterede gennemgang af værkerne. Efter hvert kapitel er der inspiration til selv at gå videre på denne musikrejse via de forskellige cd-forslag og konkrete udgivelser han anbefaler.
Luther Forlag

2 kommentarer:

  1. www.KristenNetRadio.dk - mere end bare musik!

    Vi er en kristen netradio som arbejder på at sprede verdens bedste budskab.

    SvarSlet