Den nye musik ville mange mennesker for en kortere årrække siden ikke kunne holde ud at lytte til. Men de tider, hvor man, populært sagt, vred udsagnet alt det, det kunne bære, er forbi. De er afløst af en orientering mod den romantiske tradition eller mod et reduceret, stærkt udtryk. Eksempler er kendte komponister som John Tavener, John Rutter og Arvo Pärt, der alle tre bekender troen og gør brug af et meget personligt udtryk.
John Rutter: Requiem
John Rutter (*1945) er en komponist der de senere år har taget verden med storm. Afholdt for sine mange mindre korværker og for en serie store prægtige værker som Te Deum, Gloria osv. Rutter’s musik er om nogen præget af sødmefyldte og velskårne melodier, der er lige til at synge med på, og som alle korister elsker at synge. Alt hvad han skriver, er præget af raffinement og delikatesse. På cd’en bydes udover det store Requiem på 8 mindre værker. Den gamle katolske Requiem-tekst til ihukommelse af de døde, har han mingeleret med andre pointerende tekster fra salmerne.
Den gribende smukke musik er i 7 satser, nogle med engelsk tekst og andre med det smukke gamle kirkesprog, latin. Nogle vil smelte hen i de smukke sopransoloer, andre vil springe begejstret op af stolen i det stormende og jubilerende Sanctus. I meget højere grad end i de små korværker udvikles musikken symfonisk, så melodikurverne og satsen i det hele taget bliver længere og udførligere bearbejdet. Udgaven her er i komponistens egen reducerede version for blandet kor, sopransolist, harpe, obo, fløjte, 2 slagtøjsspillere og orgel. Denne besætning klæder musikken umådelig godt, fordi stemmerne får lov at klinge overmåde klart og godt igennem. Og man kan nyde hvert enkelt instruments klang og særkende. Hvis man vil investere i ét stykke ”moderne” kirkemusik, kan man næppe finde noget mere passende end dette.
Naxos
Arvo Pärt: Passio (Sct. Johs. Passionen)
Der findes dem der har lyst til at foretage en rejse til en helt anden verden, hvor der kan være meget smukt, men helt anderledes. Hvis man kunne tænke sig noget sådant, er det godt at rejse med Arvo Pärt! Født 1935 i Tallin, Estland
Pärt’s afsøgning af den vestlige musiks udtryksmuligheder bragte ham i konflikt med de sovjetiske myndigheder. Alligevel var han en af vinderne i en landsdækkende sovjetisk komponistkonkurrence i 1962. Da han senere skrev et ”Credo” (Jeg tror) i 1968, kom han alvorligt i myndighedernes miskredit. Hans åbenmundede og bemærkelsesværdige kommentar var: ”Jeg tror på Jesus Kristus”. Stykket blev bandlyst i hele det daværende Sovjetunionen. Siden 1982 har han levet i Berlin, og hans musik har i en årrække haft en gurulignende status.
I et adstadigt tempo bevæger Johs. Passionen sig med rolige melodiske drag igennem hele teksten. De enkelte stemmer står i et nøgent og afskrællet foredrag uden prunk og pragt, blot med små variationer i de stadigt gentagende korte melodifraser. Jesus – dyb, meget langsom og sørgmodig bas – rager fra tid til anden markant frem, og korte skarpe korafsnit portrætterer folkemængden.
Instrumenterne omspiller melodierne på en helt anden måde end man kender, og støtter ikke på almindelig vis harmonisk stemmerne. Til grund for denne kompositionsmåde ligger der særdeles mange og spændende musikteoretiske overvejelser.
Pärt bruger kap. 18 –19 (til og med korsfæstelsen) fra Johs. Ev., som i musikken deles ind i 4 hovedafsnit. Forrådelsen, Forhøret, Dommen og Korsfæstelsen. Hvor barokpassionen lod en enkelt person berette historien, anvendes her en kvartet. Foruden disse optræder 4 øvrige solostemmer, (bl.a. Jesus), tillige anvendes kun 5 instrumenter. Man skal give sig god tid ved lytning til denne musik, idet man følger teksten vers for vers. Til gengæld får man en usædvanlig stærk oplevelse, der rammer den smertelige stemning i teksten som intet andet fra vor tid.
Naxos
Ingen kommentarer:
Send en kommentar