Vivaldi (1678-1741) og Arvo Pärt (1935) hører til hver sin tidsalder, men skriver begge i et meget personligt og karakteristisk musikalsk sprog. Begge er ret let at genkende, hvis man tidligere har hørt musik af dem. Alligevel er de begge så store skabende personligheder, at de på samme tid kan holde fast ved deres særlige tone og alligevel til stadighed tilføre musikken forfriskende nyt.
Vivaldi
Vand, Venedig og Vivaldi hører sammen. Her knyttes lysende livfuldhed og pragt sammen med melankoli og alvor. At måle Guds højder indebærer også at måle dybderne – jfr. det latinske ”altitudine”, hvorfra vi har ordet ”alt”- stemmen, den dybe kvindestemme, idet ’alt’ angiver den vertikale udstrækning såvel opad som nedad (høj og dyb).
Man skulle ellers tro, at Vivaldi til stadighed mest tumlede rundt i ”den syvende himmel”, for han underviste en stor del af sit liv unge piger i musik på ’Pietà’, et konservatorium/ opdragelsesinstitution for hjemløse ungmøer. Disse italienerinder fik også den ære at opføre Vivaldis utallige glansfulde værker for første gang. Hans musik blev siden glemt indtil ind i 1900-tallet, hvor Vivaldi-renæssancen startede med ”De 4 årstider”.
Ingen synes som komponistpersonlighed mere berettiget til at skrive et stort og mangesatset Gloria (Ære være Gud) - for kor, soli og orkester - end Vivaldi. Sammen med et andet større værk, Sl. 19 (Dixit Dominus) og en solokantate for sopran og strygere (Nulla in mundo), udgør de denne cd nr. 1 (i en række af hvor mange ?) fra Naxos med Vivaldis kirkemusik.
’Gloria’ er vel at mærke en helt anden version end hans mest kendte værk af samme navn, men af omfang og karat som det første.
Naxos
Pärt
Arvo Pärt har i en længere årrække haft nærmest guro-status i Vesten. Hans musik har ikke den samme udvendighed som Vivaldis, men går efter mere inderlige kvaliteter og værdier.
Pärts livsvej går over en ansættelse som ingeniør ved radioen i Tallin i hjemlandet Estland, begyndende succes i det storsovjetiske imperium som vinder af en landsomfattende komponistkonkurrence i 1962 med værker i 12-tonestilen (succés trods stilen, der var ilde set i Sovjet). Kom siden i unåde og blev blackmailet hos styret med sin ligefremme bekendelse som kristen. En lang årrække i 1970’erne var han helt tavs på den musikalske front, gik i tænkeboks, studerede enstemmig sang, og barslede omsider med en helt ny teknik.
I centrum for hans fremgangsmåde står hans egen opfundne ”tintinnabuli”- teknik, hvor han søger det elementære og simplificerede udtryk. Melodilinieerne ”omvikles” med velanbragte og vellydende udenomsmusik, og resultatet er yderst lyttervenligt. Enkle, korte fraser, der uden ydre pomp og pragt, men nok så stærkt mejsler sig fast hos lytteren.
I 1980 hoppede han af til Vesten, hvor han er bosiddende i Berlin, og siden har været en flittig komponist af musik for kirken. Cd’en bringer 5 større værker fra denne modne periode: Cantate Domino, Berliner Messe (et bestillingsværk fra hans nye vennekreds, og langt det omfangsrigeste på cd’en), De Profundis, Summa (trosbekendelse) og The Beatitudes (saligprisningerne, og det eneste ikke-latinske værk).
Naxos
Ingen kommentarer:
Send en kommentar