2 cd'er - Händel - Bach - 2003

Giganternes Musik
Bach og Händel klæder hinanden så godt. Den grublende og gennemreflekterede Bach med den stærke og seriøse tone, og den udadvendte og overstrømmende Händel. Begge tyskere — ja, alle englænderes egen Händel var tysker – og de var født ikke så gevaldig langt fra hinanden.
Det er ofte det billede vi har af dem: den let tunge, indadvendte overfor den glade og sprudlende natur. Det er dog kun, hvis man ikke kender dem ordentligt. Den ”løsslupne” Bach høres f.eks. i hans Brandenburgerkoncerter, der kan gøre en gal af glæde. Og den lidt strengere Händel høres i hans latinske kantater.

Händel: Sacred Kantatas
Sopranen Emma Kirkby står for hele den vokale gengivelse på cd’en, og hun er med sin klare og purrene stemme helt velfortjent forherliget over hele kloden. Emma Kirkby udfører de mange floromvundne melodipassager i Händels ofte meget livlige stemmeføring så brilliant, at det lyder fuldstændig selvfølgeligt. At lade hende synge Händels latinske kantater, der stammer fra hans tidlige periode, en tid, hvor han var fyrsteligt engageret i Italien, er lidt af en genistreg, fordi komponist og kunstner nærmest udgør en symbiose. Teksten er rigtignok på det gamle kirkesprog latin, men er naturligvis oversat til engelsk, og står side om side med den latinske.
Der er 4 solokantater på cd’en fra den tidlige Händels hånd. Den ene af disse skrev han endda i en ynglingealder af ca. 17 år, før han forlod den hjemlige rede i Halle. Besætningen er overalt for sopran, 2 violiner og continuo (barokkens basgruppe, her bestående af cello og cembalo/orgel). Musikken står så distinkt og glasklart i ens øregange, at det smerter af renhed.
Det er altså solobarokkantater man får at lytte til. Man kunne også betegne kantaterne som kammermusikalsk kirkemusik. Den lille besætning gør, at man hører stemme og instrumenter, hver især, meget klart. Og det giver musikken en karakter af indre ro, der er en ren vederkvægelse at lytte til.
Bis

Bach: Mattäus Passion
Det er en historie af enorme dimensioner der her blændes op for. Baroktidens største og suverænt mest overbevisende musikalske fremstilling af Jesu lidelseshistorie tilhører Joh. Seb. Bach.

En uendelig mængde af musikalsk symbolik går gennem værket, både den skjulte, indlagte, og den for enhver tydelige, såsom de to fløjter, jeg i dette øjeblik lytter til, der med et par toner så tydeligt afbilder de Jesu tårer, som sangeren i passagen her momentant synger om.

Musikværket har grebet mig på ny, og med endnu større kraft end nogensinde før. Det skyldes i høj grad dirigenten Philippe Herreweghes sikre fortolkning. Alle udsagn er trukket meget skarpt op, så fortolkningen bliver pointeret. Herreweghe udæsker det musikalske udtryk sit dybeste udsagnskraft, og dette er ikke musik der tillader lommeuld. At indspilningen i virkeligheden nærmer sig 20 år på bagen, lægger man ikke mærke til, undtagen for de få steder, hvor optageteknikken har et par skævheder og klip. Pyt, solister, kor og musikere er fremragende. Vores egen store verdensberømte bas, Ulrik Cold, er på sin karrieres højdepunkt i rollen som Jesus.

Læn dig tilbage i stolen og lyt, og du vil blive bjergtaget: En lang og majestætisk orkester-kor indledning sætter dig i den rigtige stemning, uundgåeligt må du finde dig dybt berørt, eller snarere truffet, ramt - og i forventning. Derefter veksler det i dette 68 numre store værk mellem solister (Jesus, Pilatus, beretteren osv.), kor (folkemængde, disciple m.fl.) i arier, recitativer, korsatser, koraler osv. Du kan jo tage det todelte værk over to aftener, det bliver sådan ca. 1 1/2 cd pr. aften.

Herreweghes stordramatiske fortolkning af kammermusikalsk gennemsigtighed står renere end nogen jeg tidligere har hørt. Det er belgiske kor og musikere, der lægger ryg til.
Harmonia Mundi