Erik Linow's kirkemusik anmeldelser - Church Music Reviews - Musik til hjerte og hjerne, sjæl og sind! Glædens skatkammer! - Musik, hovedsagelig cd'er, men også litteratur om musik, fra alle stilperioder anmeldt i perioden 1999 til 2010. Alle bragt i avisen Udfordringen. De ældste indlæg først/nederst i bloggen. - Se evt. også www.linow.dk
Laudate Dominum!
fredag den 19. februar 2010
BOG - Michael Nielsen: Sange fra markvejen - 2005
Michael Nielsen
Sange fra Markvejen
Der er både noget for sanserne og intellektet når man ”indtager” Michael Nielsen’s ”Sange fra markvejen”.
De ligefremme og mundrette salmer og sange er på såvel rigsdansk som vestjydsk (Nielsens tidligste modersmål). ”A præst wår lidt tør i si snak”.
For dem der ikke taler jydsk, gælder det såmænd om blot at tygge lidt godt på de mange dejlige ord, så er de forståelige også for ø-folket.
Sange med jydsk lune svøbt i en djærv humor og salmer i traditionel dansk salmetradition, foruden en række digte eller fortællende vers, det er bogens indhold. Og det i bedste grundtvigianske stil, hvor folkelighed og kristendom går net sammen. Når man har læst/sunget et par salmer, længes man efter noget lettere stof, såsom et naturglimt i Sneppe-sangen, og omvendt. Så det er en ganske god ide med denne blandede bolsjer-form.
Salmerne er særdeles fine, vedkommende og meget Kristus-centrerede. Først og fremmest om den opstandne, sejrrige og levende Kristus. De handler om essentielle ting som opstandelsen, livet, døden, evigheden, frelsen, nadvoren med videre. (Dansk) natur forbindes med troen på fineste måde i ’Vi sidder bag lukkede døre’, ’Som markend liljer’ og ’Spurven er grålig i fuglenes hær’: ”Kristus har åbnet opstandelsens dør/ skænker os englenes sæde/ spurvenes gud er den samme som før/ gråd skal forvandles til glæde.”
Meget fornemme sort-hvid tegninger af Preben Winther og sangbare melodier underlagt en fuldt udskreven nodesats af diverse gedigne komponister som Erling Lindgren, Poul Christian Balslev, Karin Vium m.fl., gør pludselig publikationen til en mangefacetteret lille æstetisk perle. Dette kombineret med et lækkert design fra Aros bevirker, at bogen ikke mindst er velegnet som gave.
Aros
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar