Monteverdi: Maria Vesper
En ven sagde engang til mig: Gisp, jeg har kun hørt om en Verdi, findes der også en Monteverdi?
Ja, tænk, og han er en meget gammel sag: 1567-1643 er årstallene. Der er dem der anser ham for kongen blandt komponister, idet de mener hans måde at sætte en tekst karakteriserende i musik på, aldrig er overgået. Monteverdi var for resten også opfinderen af operaen.
Det største af hans kirkemusikalske værker - og af værker indenfor kirkemusikken før Bach i det hele taget - er Maria Vesperne (1610), der fylder to cd’er, og er for et stort antal stemmer: Syv solister, dobbeltkor og instrumenter (messingblæsere, strygere, strengeinstrumenter og et lillebitte orgel).
Det er et virkelig stordimensioneret værk, der kun fremføres meget sjældent herhjemme. (Om overhovedet nogensinde – jeg har hørt det live en eneste gang.) Trods dets storslåede kvaliteter. Nogle årsager til den sjældne fremførelse kan være, at teksten er på latin, der kræves mange medvirkende, musikken er gammel, værket er langt, ”lugter” af katolsk musik (Maria vesper), og det blev først gravet frem af mølposen i 50’erne og 60’erne. Men Claudio Monteverdis musik er dugfrisk. Som et vederkvægende brus af himmelsk musik.
Man ved ikke engang, om det er blevet skrevet til en bestemt kirke og lejlighed, og man strides også om det i det hele taget er et værk, eller en sammenstilling af mange ”små” motetter. Og så er der mange muligheder for forskellige fortolkninger af originalmanuskriptet, som derfor resulterer i meget uens cd-udgaver.
Jacobs og Savall – to udgaver sammenlignet
De to genudgivelser af Jacobs (hollandsk) og Savalls (italiensk) indspilninger er af højeste karat. Bookletterne er hele opslagsværker på 100 sider og derover med indføringer, billeder og analyser.
Lidt teknisk:
Savalls indspilning er typisk italiensk. Der er varme og glød i stemmerne, og der musiceres frydefuldt og pompøst. Stemmeklangen har stor bredde med brystklang (”kildrende”, sonor og bredspektret overtoneklang). Jacobs er typisk nordeuropæisk. Hovedklang med en centreret overtone-klangfylde, og slanke, stærke stemmer.
Den sidste er mere dramatisk, idet intensiveringen drives til det yderste (Laetatus sum, Psalme 9). (Man begynder svagt, bliver gradvist kraftigere, og ender meget kraftigt i styrke.) Italienerne spænder ikke udtrykket så hårdt. - I hollændernes fortolkninger er der en vibrerende nerve og skarphed i hvert formuleret udsagn. Skarpe og nøgternhed (moderne barokforedrag) i de hurtige passager og i rytmerne. I indledningen til den lange afsluttende Magnificat sektion, formulerer de italienske sopraner den indledende passage i 2 bølger, hvorimod hollænderne laver en stor lang stigende spændingskurve. Det er i en nøddeskal forskellen på dramatiseringskunsten.
Rummet og optagelsesteknikken spiller selvfølgelig også ind på resultatet. Italienerne synger i en større katedral, den samlede klang virker mere, som stod man midt iblandt dem. Hollændernes virker som stod man en anelse på afstand.
Alia Vox (Savall)
Harmonia Mundi (Jacobs)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar