Ariel Ramirez: Missa Criolla m.fl. messer - Samt min introduktion til folkloristisk kirkemusik - 2006

Misa Criolla

Forrygende folklore

At lytte til folkloristisk kirkemusik fra andre himmelstrøg er en anerkendelse af andre folkeslags kultur. Her er også værdier! Når det eksotiske samtidig bliver parret med den vesteuropæiske musikalske tradition, kan det for mange blive til en forfriskende musikalsk oplevelse. Måske er man i forvejen låst lidt for meget fast ved udelukkende at lytte til rytmisk musik eller klassisk musik.
I disse globaliseringstider udfordres vi til at lægge identitetsforståelsen om, så vi mere ser os selv som verdensborgere, end som vogtere af en eksklusiv national identitet. Her er det oplagt at begynde at lytte til, hvad nationer fjernt fra vores egen kan hitte på af såkaldt kristen musik.


Allerede for 25 år siden lyttede jeg med begejstring til Misa Mozarabe (misa=messe, dvs. med anvendelse af de kendte messe-leds tekster) og Misa Flamenco, der stadig kan købes i nye cd- eller dvdindspilninger (feks. med Enrique Morente). Den første tager udgangspunkt i den arabisk påvirkede sydspanske middelalderkultur. Den anden i den andalusiske flamencotradition med hede guitarrytmer, hæs stemme og støvletramp.
Den store messe African Sanctus (1973) af David Fanshawe efterlader et meget stærkt indtryk. Her anvendes diverse afrikanske stammers original-lyd, der så spilles/synges samtidig med engelske Fanshawes tilkomponerede musik. Det er til overvejelse, om stykket som ”kristen” musik betragtet er for synkretistisk (religionsblandende), feks. i anvendelsen af den muslimske Allah aluakbar-bøn. (Silva Classics CD 1994).

Naxos cd’en her indeholder den sydamerikanske komponist Ariels Ramirez’ Misa Criolla (creolsk messe) og Navidad Nuestra (vores jul), (begge 1964) foruden Missa Luba (1958) arr. af Guido Haazen efter congolesisk tradition. Ramirez’ to kompositioner er hver især blevet et verdenshit. Ramirez, der trods sin høje alder stadig er fuldt aktiv som musiker, har skrevet meget musik, men disse to er de eneste der er rigtig kendte. De står som indbegrebet af denne spansksprogede genre, der er inspireret af argentinske danserytmer. Og de er mig bekendt også de eneste af slagsen. Det er en musik der virker umiddelbar og pågående, og som der findes mange og meget forskellige indspilninger af.
Vi har selv med stor fornøjelse indenfor en ti års periode fremført begge værker med vore kor i kirken, og jeg kan sige, at denne udgave ligger meget tæt på originalen hvad angår instrumentation og udførelse. Der er instrumenter som bongos, guitarer, kastanietter, strygere, foruden et kor fra Washington og to sydameriakanske solosangere. Og de gør det glimrende!
Det er glad musik, der er fuld af det motions-orienterede fænomen, som også for øjeblikket indenfor musik er så eftertragtet: energi! De kristne dansegrupper rundt omkring anbefales det hermed at bruge disse som musikforlæg.
Missa Luba anvender både afrikanske melodier, rytmer og instrumenter. Det er et improvisatorisk præget stykke musik, der hørt for sig er spændende, men som blegner noget i samvær de de to forrige.
Naxos