At tre af verdens allerstørste musikskabere, Mozart, Beethoven og Verdi også har skabt noget af det største kirkemusik, lyder måske selvfølgeligt. Men hverken Mozart, Beethoven eller Verdi var bekendende kristne. Verdi havde endog et anstrengt forhold til gejstligheden. Mozart fascinerer måske ved sit frimureri. Og Beethovens universale religiøsitet hørte så afgjort tidsånden til. De har dog brugt centrale kristne tekster til at give udtryk for deres dybeste følelser. Alle 3 værker er for kor, solister og orkester. Hvis de kan pege på det guddommelige som sandt og værende, så har de i denne sammenhæng også deres mission.
Mozart: Requiem
Den skæbnetunge historie omkring Mozart og hans Requiem får det til at risle én dejlig koldt ned af ryggen: Han anede på gravens rand at han skrev den til sin egen død, skyggen i den sorte kappe, eleven Süssmayers fuldførelse af værket o.s.v. – alt fremhæver gyset, skæbnen, dødsnærheden. Man fanges af denne fantastisk stærke musik p.g.a. sangbare og iørefaldende temaer. Hele stemningen oser langt væk af skæbne og patos. Det er det der fascinerer. Satserne Lacrimosa og Domine Jesu Christe har enestående skønhed, tragik og dramatik. Indspilningen rummer to indspilninger af Requiem, Süssmayers udgave og derpå Mozarts egen fragmentariske. Dirigenten Christoph Spering, der beskæftiger sig indgående med originalklang, starter med et meget langsomt tempo, der i første omgang chokerer, men ved gentagne lytninger virker rigtig.
Opus 111
Beethoven: Missa Solemnis
Højtidelig messe. Den længste af de 3 her nævnte værker med en spilletid på over 77 min. Satserne i denne messe er dermed lige så lange som hele værker af andre komponister. Credo alene f.eks. på over 17 min. Det giver tid til rolig udbredning af stoffet. Når Philippe Herreweghe står i spidsen for det hele, er fortolkningen bundsolid. Ingen går urørt fra en gennemlytning af dette monumentale værk. Ordet grandiost er måske det mest dækkende i denne sammenhæng. Korpassager veksler rask med solisteder, understøttet af symfonisk dramatisk orkesterklang. Beethoven ville i dybden her, bort fra tidens letkøbte veltalenhed indenfor kirkemusikken. Der er kræset for at give hvert ord sit rette udtryk.
Harmonia Mundi
Verdi: Requiem Mass
Dramatisk er kodeordet for dette stykke af operaens mester. Man spares i grænseegnene ikke for nogen effekter, hvortil hører et godt operatic brøl og dødsklokkers og domsbasuners klang. Det drejer sig her om en historisk indspilning fra 1939. Derfor tålmodighed med lidt slør! Det er mest lige i begyndelsen man tænker på det. Vokaludtalen er en smule antik, men udtrykket overgås af vore dages ditto. De var nærmere tingenes væsen førhen mod vore dages retlinethed! Der er 7 hovesatser med underdeling af flere af disse. Dies irae (vredens dag) underdeler Verdi i hele 9 satser for at give hver lille sætning deres eget musikalske univers. Den gamle indspilning har værdi i kraft af de overmåde gode solister, heriblandt den legendariske Beniamino Gigli.
Naxos Historical
Ingen kommentarer:
Send en kommentar