Erik Linow's kirkemusik anmeldelser - Church Music Reviews - Musik til hjerte og hjerne, sjæl og sind! Glædens skatkammer! - Musik, hovedsagelig cd'er, men også litteratur om musik, fra alle stilperioder anmeldt i perioden 1999 til 2010. Alle bragt i avisen Udfordringen. De ældste indlæg først/nederst i bloggen. - Se evt. også www.linow.dk
Laudate Dominum!
fredag den 5. februar 2010
4 cd'er - Boccerini - Vanhal - Ropartz - Orgel It. Ty. Fr. - 2001
Den europæiske kirkemusiks modne periode regner vi her groft sagt fra efter 1750 og til ind i 1900-tallet. En tid præget af mange store individuelt skabende kunstnerpersonligheder. Af nyudgivelser præsenteres 3 cd’er med musik fra tidlig og sent i perioden, foruden en orgel-cd.
Boccerini: Stabat Mater
Et langt og følsomt middelalderdigt, ”Stabat Mater”, beskriver den smerteligt sorgbetyngede Maria, der fuld af medfølelse står hensunket under Jesu kors. Digtet var uhyre populært og inspirerede mange malere og komponister. Boccerini, mest kendt for sin gigantiske produktion af instrumental kammermusik, var et hengivent og fromt menneske, der under alle sine værker – omtrent som Bach – skrev ”laus Deo”, til Guds ære. Fem solo-strygere og en solo-sopran står for gengivelsen af hans fine melodiske linier, der skildrer den noble melankoli, men aldrig forfalder til det patetiske. Betagende stærk, smuk og inderlig musik, som eksemplarisk understøtter en komtemplation over Jesu lidelse på korset: ”Du, som på korset bærer alle de smerter jeg skulle have båret, opflam mit hjerte med kærlighed til dig”.
Johann Baptist Vanhal: Missa Pastoralis og Missa Solemnis
En verdenspremiere med den i Wien arbejdende bøhmiske komponist Vanhal, der er forholdsvis lidt kendt, trods en meget stor produktion af kirkemusik. Let og elegant musik, der kan minde en del om hans samtidige Mozart. De agerende er 4 solister, kor og orkester. Et forholdsvis nystartet kor af meget høj standard og fra den anden side af jorden, ”Tower Voices New Zealand”, lægger stemmer til. Ubesværet og præget af den galante stil bevæger musikken sig i fuld fart igennem messeledene Kyrie, Gloria, Credo o.s.v., så man man både får lyst til at gynge og synge med. Et rigtig dejligt første bekendskab.
Joseph-Guy Ropartz: Le Miracle de Saint Nicolas (m.fl.)
Fem religiøse værker af en originel, men noget overset komponist, der skrev i en senromantisk, meget personlig stil langt op i 1900-tallet. Det er religiøse dramatiske musikværker for stort symfoniorkester, kor og solister, snarere end traditionel kirkemusik. Det dramatiske viser sig i de emner han behandler, som f.eks. det jødiske folks fangenskab i Babylon (Ps. 136), en helgenlegende fra Lorraine om St. Nicolas i 16 billeder o.s.v. Atmosfæreskabende og storladen musik, der maler med brede og kompakte korklange af serafisk skønhed og patos.
Hans Helmut Timanns: Orgelmusik Italien, Tyskland, Frankrig
Igen har vort hjemlige forlag ’dana-cord’ sendt en cd med Tilmanns på gaden. Denne gang med musik fra 3 lande, mange komponister og strækkende sig fra renæssance til romantik. Det er samtidig orgelportrætter af middelstore tyske instrumenter af mærket Weyland. Her kommes igennem virkelig mange typer orgelmusik og klangfarver, ikke mindst solo-bearbejdelser, foruden et par storværker af Bach og den varme Mendelsohn.
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar