Bach h-mol messe
Over en bedre middag forleden dag afæskede jeg min kone et svar på, hvad der udgør de 5 vægtigste monumentalværker indenfor den klassiske kirkelige kormusik. Da hun imidlertid ikke havde den helt rigtige opfattelse af dette, har jeg grebet sagen i egen hånd og proklamerer hermed indiskutabelt, at de 5 monumenter udgøres af: Beethovens Missa Solemnis, Mozarts Requiem, Verdis Requiem, Händels Messias og Bachs h-mol messe. Det er også så let at huske!
Musik skabes forlæns, men bedømmes ”baglæns”! Eftertiden har bedømt h-mol messen som værende et monument. En vurdering lyder feks. sådan: ”…kirkeligt og kristeligt det dybestgående af Bachs religiøse værker” (Kai Flor). Og han skrev rigtig, rigtig mange af slagsen. De sidste 27 år af sit liv var han ansat i Leipzig som kantor i byens hovedkirke, Thomaskirke, men havde samtidig det overordnede ansvar for musikken i alle byens 5 kirker. Han har i mange år lavet større korkompositioner nærmest hver uge, som skulle fremføres om søndagen ved højmessen. Ved siden af, skulle han også undervise de uvorne unger på latinskolen, og havde selv en børneflok derhjemme. Ikke sært at han søgte lidt ud på slap line, som når han mødtes med vennerne for at musicere på byens kaffehuse. Han havde også uoverensstemmelser med bystyret. Og for at gøre sig urørlig for disse, ansøgte han hos den nye konge om at få titlen ’hofkomponist’. Sammen med ansøgningen sendte han netop de første store blokke af h-mol messen, Kyrie og Gloria. Store dele af messen er for hele 5 stemmer, noget der i sig selv havde vægt, eftersom Bach sjældent benytter sig af mere end 4 stemmighed.
H-mol messen blev som samlet værk først afsluttet året før hans død. Den består af de evigt ”unge” gamle katolske messeled Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Ossanna, Benedictus og Agnus Dei (de er igen underdelt, så der ialt er 15 store satser) - og varer i 1 time og 48 minutter.
Bemærkelsesværdigt i sig selv, at protestanten Bach anvendte disse hårdtprøvede led, der tilsammen kommer omkring hele den kristne tros spiritualitet fra syndsbekendelse til lovprisning, ophøjelse, trosbekendelse osv. Men hvorfor skulle man dog også smide disse led ud. De var på latin, og lugtede af det katolske. Bach var ortodoks og lutheraner, men havde ikke noget imod det, der kunne bruges af det gamle katolske. Hvor mange mennesker i dag er mon klar over, at vi i vor danske højmesse har alle de katolske messeled som stel under vores liturgi. Credo= trosbekendelsen, Agnus Dei= O du Guds lam osv.
Bach arbejder nu med messen over flere årtier, og han genbruger meget materiale fra diverse egne tidligere kantater, dog ofte i totalt nyrevideret form. Kyrie og Gloria er fra 1733, resten redigerede/komponerede han 1747-49 år. Det samlede indtryk af denne ”serafiske” musik, er et værk, der er overraskende let og lys i tonen, fuld af overstadig ”kristen” glæde, og af en transparent klarhed, der som ren musik betragtet (uden religiøse overtoner) efterlader en psykisk struktur af ro, klarhed, harmoni, renselse og ophøjethed i ens sind. I nogen henseende kunne det være mere befordrende for sjælssundheden at lytte til Bach end til megen afspændingsmusik og new-age meditationsmusik. De vil tømme, Bach vil fylde!
Musikken er opbygget således, at kor- og orkestersektioner afveksler med soloarier eller duetter. Orkesteret er udstyret med hele 3 forskellige clarinostemmer (lyse fanfareagtige barok trompeter) og pauker for at fremme den jubilerende karakter.
To NAXOS-versioner til sammenligning
En sammenligning af to forskellige indspilninger afslører forskellig musikalitet og traditioner. Det markedskraftige forlag, Naxos, har med 12 års mellemrum udsendt en slavisk version (Det Slovakiske Philharmoniske Kor og Capella Istropolitana orkesteret) og en tysk (NAXOS – Helmut Müller-Brühl - Dresden Kammerkor og Köln Kammerorkester). Det er begge gode indspilninger. Man bemærker ikke mindst, hvor stor betydning mikrofonplaceringerne har for gengivelsen af musikken.
Slovakernes (Slo) kor virker større, det er et kor med mange vibrato-mammaer. Koret synger mere massivt og böst, hvorimod Dresdenkoret (Dre) er yngre og smidigere. Lad os se på nogle satser:
Credosatsen: Dre synger sætningen ”Credo in unum Deo” (jeg tror på én Gud) med et ophold efter ’Credo’ og et lille ophold efter ’in’ og med slank, indfølende og distinkt stemmeføring. Dre udtaler ordet ’Credo’ som det står skrevet, hvorimod Sla synger ’krädå’. Deres klang er fed og intens lige fra starten, og lyder som mange, mange mennesker (som mange trosbekendere - så det er et positiv). Sla synger hele sætningen i ét langt sammenhængende foredrag. De dybe bas instrumenter har også fået mikrofonen stukket direkte op i tuden hos Sla. Forskellen mellem de to kor er en barok og en romantisk fortolkning.
Osanna satsen (Hosianna i det højeste) synges hurtigere af Dre, som gennemgående synger hurtigere i satser af jubilerende karakter. Det klæder musikkens intention godt. I opstandelsessatsen Resurrexit har Dre et meget hurtigt tempo, som Sla nok slet ikke ville kunne realisere. De hurtige koloraturer er elegant og veloplagt formuleret. Clarino trompeterne er lynhurtige. Men Sla optagelsen står tydeligere; og de dybe kontrabas-instrumenter høres klart.
Crusifixus satsen (Korsfæstet) har en udmalende indledning, hvor sømmene så at siges høres banket i ved den gentagne, afbrudte deling af ordet ’Cru-si-fix-us’. Igen fremmer Dre musikkens iboende intention ved at gøre pausen mellem ”søm- slagene” større (slagene udmales tydeligere), de lægger mere vægt på hver stavelse og klangen er mere raffineret sørgelig. Sla synger lidt henover det hele.
I Et incarnatus satsen synger Sla rasende falsk meget af tiden i deres forgæves forsøg på en sagte stemmeføring i en åbenbar svær sats, hvor Dre synger meget intenst – og rent!
Instrumenterne musicerer også hos Dre mere barokt, f.eks. i tværfløjtens dvælende ekspressive indledning af Benedictus satsen, hvor Sla spiller mere straight igennem.
Sammenfattende sagt, så er Slaverne for opera-præget i deres udtale, ordet ’venit’ (kommer) bliver til ’vønit’ (samme skrækkelige udtale, som mange operasangere – også herhjemme – tillægger sig). Dresden-koret er spændstige og differentierede i deres fortolkninger. Tempoet er generelt hurtige hos Dre, hvor det er relevant. Men Sla har dog sine velvalgte steder mere massiv opbakning af en mængde stoute sangere. Der er en mentalitetsforskel i foredraget de to cd’udgaver imellem, men begge kan nydes!
Naxos og Naxos
Ingen kommentarer:
Send en kommentar