Ch. Hubert Parry: Choral Masterpieces og
Ch. Wood: St Mark Passion
Træder man ind i en engelsk katedral eller større kirke f.eks. ved aftentide, kan man gå hen og blive udsat for et stort følelsesmæssigt chock. Her vil stor korklang - eller menigheden der synger begejstret med på en fin salme (hymn) - møde én som var der åbnet en port på vid gab til himmelen. Kun englænderne formår stilmæssigt at skrive brusende og henført musik, så man føler at Gud, konge og fædreland hænger ubrydeligt sammen.
Det er i et sådant åndeligt og følelsesmæssigt musikalsk klima så mange af de store engelske kirkekomponister, og i øvrigt også mange komponister af ”verdslig” musik er rundet. Kan man i det hele taget nævne nogen, der ikke har deres grundlæggende præg derfra?
Charles Parry (1848-1918) og Charles Wood (1866-1926)
er begge nogle af Englands ikoner indenfor kirkemusikken. Begge var fra barnsben bekendt med domkirketraditionerne, Wood som drengesopran i koret. Senere fik de bl.a. også begge glorværdige akademiske løbebaner i tilknytning til universiterne i Oxford og Cambridge. Her bruges deres musik fortsat flittigt, bl.a. ved de daglige evensongs, aftensang, i kirkerne tilknyttet berømte universitetskollegier som f.eks. Kings College og Sct. Johns College.
Parry er på cd’en repræsenteret med to evensong-værker, Magnificat og Nunc Dimittis, den første et stykke opstemt og lovprisende kormusik (Marias lovsang). Det berømteste af Parrys værker, det 5 min lange ”I was glad” er en triumferende og pompøs udsættelse af Sl. 122, skrevet til kongens kroning i 1902 og senere brugt til alle kroningsceremonier. Drengesopranerne klarer for det meste skærene. På særligt udfordrende steder, f.eks. på det afsluttende høje B, er opgaven, presset til det yderste, for overvældende. Både intonation og klang skrider. Der er en afd. på 6 motetter kaldet Songs of Farewell. Derudover ”Hear my words” (14 min.), imponerende blot ved den besætning det er skrevet for: et kor på 2000 samt et kontrasterende kor på ”kun” 400. Mark Rowlinsons fine baryton lyder optagemæssigt set lidt fjern, men ellers opleves koret (25 sangere) næsten som det kor det størrelsesmæssigt er skrevet for. ”Long since in Egypt” kendes og som salmen ”Dear Lord”, den fineste salmemelodi jeg kender. Parrys næstmestkendteste musik, ”Jerusalem”, afslutter med begejstring cd’en.
Naxos
Woods ”St Mark Passion”
er en passion over markusevangeliets lidelseshistorie som vi kender dem fra Bach og mange andre, men i romantisk stil, på modersmålet og for kor, solister og orgel.
Beretningen fremstilles af dramaets personer og forfatter, såsom de vigtigste, Evangelisten, tenor, og Jesus, James Birchall, der kræser for én med sin malmfulde og tryllebindende baryton. Koret (Choir of Jesus College, Cambridge, et blandet kor af voksne) høres mange steder undervejs som folkemængde, ypperstepræster o.lign., og når de på forskellige passende steder i historien synger deres 6 smukke hymner. Hymnerne var kendte for folk dengang og var på engelsk. På den måde kunne man bedre føle sig som aktiv deltager selv. De bliver nemlig også brugt til selvspejling og egen indre refleksion: ”Du, Herre Jesus, du omfavnede mig på korset” lyder det i en af hymnerne, der har ny musikalsk udforming for hvert nyt vers.
Naxos
På begge CD’er kigger de meget markante engelske mandsstemmer frem, når de synger gruppevis; man undrer sig over, hvordan de kan synge så massivt og alligevel så velklingende. Det er en af forcerne ved god engelsk korklang.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar