At tænke sig: Den vestlige verdens største giganter indenfor kompositionsmusikken, Mozart og Beethoven, har tillige skabt noget af det største og mest rystende smukke kirkemusik der overhovedet findes.
De levede begge i samme by (Wien) og ingen af dem nåede at høre deres mesterværk opført i sin helhed. Man er ikke den samme efter at have hørt Requiem og Missa Solemnis live. Cd mediet gør, at der nu ikke kræves koncertsale og kirker for lytteroplevelsen. Det er faktisk vidunderligt at valse rundt hjemme i stuen til meget af denne - siges der forsigtigt – guddommelige musik.
Beethoven’s Missa Solemnis,
højtidelig messe, kan ses som et universelt religiøst kunstværk til menneskeheden, en synsmåde der nok ville have bekommet den gamle, brovtne herre ganske godt. Her har han lagt hele sin sjæl i. Ovenover Kyriesatsen skrev han: ”Fra hjertet – må det igen - nå hjertet”. Beethoven reviderede igen og igen i noderne for at nå det mest sublime resultat.
En fremførelse fordrer det helt store kor og orkester, og kræver særdeles meget af koret og de 4 solister. Indspilningen her har ramt livsnerven i Beethovens musik. De lange opstemte korafsnit, som der er talrige af, honoreres af koret med en monumental klangfylde, der virker meget overbevisende.
Naxos
Mozart’s Requiem,
fuldført af eleven Süssmayer, er en anelse ”nemmere” at gå til, og derfor hyppigere opført.
En sammenligning af forskellige cd-indspilninger viser fortolkerens (dirigentens) og omstændighedernes betydning for udfaldet. Legendariske Bruno Walthers to historiske indspilninger emmer af den store personligheds udstråling. Mange passager får deres udtryk, frembragt af en maestro, der ville forme åndens spor. For en nutidig lytter virker sådanne steder noget manierede, f.eks. i liveoptagelsen i den seje, opbremsende og udmejslende betoning af ordene ”Et lux perpetua” i første sats. En sådan fortolkning ville musikere og sangere nok ikke kunne overbevises om at være med til i dag. Den gamle romantiske, næsten demagogiske dirigentskikkelse levede dengang endnu. En uskyld vi har tabt. Det er interessant at lægge mærke til begge Walthers vidt forskellige indspilninger fra 1956. Den ene live og med østrigske medvirkende, den anden en studieoptagelse i USA med amerikanske medvirkende. I studiet bruger han betydeligt hurtigere tempi, som sine steder virker - smag og behag – overfladiske eller velgørende strømlinede. Liveoptagelsen har naturligvis flere teknisk svage steder, orkesteret halter lidt hist og her og sangerne glider sentimentalt ind i tonerne. Men der musiceres betydeligt mere i liveudgaven.
Vores samtidige Carlo Maria Giolinis tolkning virker helt up-to-date. Der er en større afrundethed over hele værket. De enkelte udtryk udæskes ikke på same måde. Kor- og orkesterklang er behageligt veklingende både med meget kraftig og svag klang, og folder sig naturligt ud. Den elegance, lethed og spændstighed der er over feks. satsen Domine Deus, tror jeg meget mere på, end på Walthers alvorlige og tunge udgave. Der var en anden alvor over hele sanger-foredraget førhen, som vi har aflagt.
Alle 3 udgaver er meget værd at lytte til. Ingen udgave er den rigtige, men hver især gode bud på en kunstnerisk tilfredsstillende udførelse.
EMI
Ingen kommentarer:
Send en kommentar