Laudate Dominum!

Laudate Dominum!
Wo man singt, da laß' dich ruhig nieder, böse Menschen haben keine Lieder!

fredag den 12. februar 2010

Peter Ryom: Kirkemusikleksikon (Bog) - 2002


Peter Ryom. Kirkemusikleksikon.
Chr. Ejlers forlag
221 sider



Hvad er en anthem, i hvilken sammenhæng bliver den brugt og hvem har komponeret sådan noget – dette kan Peter Ryoms fyldige kirkemusikleksikon give præcis besked på. Hvis der en dag i radioen spilles musik lavet over tekster fra ’højsangen’, vil et opslag derom på 20 linier sætte én ind i alt relevant vedr. højsangen: F.eks. dens anvendelse i den kristne liturgi eller at komponister som Buxtehude og den nutidige Penderecki har sat den i musik. – Kirketonearter, højmesse, requiem eller en skematisk oversigt over samtlige Bachs kantater – dette o.lign. stof er at finde er i denne bog. Den giver en historisk og systematisk overblik over hvordan tingene hænger sammen, og er allerede blevet mig næsten uundværlig.
Det er den klassiske vesteuropæiske tradition der tages under behandling. Folkloristisk kirkemusik finder man altså ikke her. Foruden den alfabetiske hoveddel på knap 200 særdeles tætskrevne sider med opslagsord om alt fra a til å, er der en 20 siders kirkemusikhistorisk oversigt m.m. og et lille fint kap. om ”Tid og time”, indeholdende kirkeårsoversigt og noget om dag, uge og måned.
Peter Ryum er i øvrigt vores internationalt kendte forsker i Vivaldi, og har skrevet dr. disp. om katalogiseringen af hans musik. Han nævnes altid i forbindelse med omtalen af et Vivaldi-værk som ”Ryomfortegnelsen nr. dit og dat”. Grundighed og en omfattende og personliggjort viden præger hele fremstillingen. Som den katolik han er, fornemmer man tydeligt et stort og indlevet førstehåndskendskab til den rige katolske liturgi, som vi i mangt og meget bygger videre på i den protestantiske tradition.
En hel del oversigter og skemaer gør læsningen og den kompakte tekst behagelig for øjet. Fede underoverskrifter og brede overskrifter i marginen virker på samme måde. I slutningen af hver artikel er der noget om komponister og værker, om en- og flerstemmige udsættelser (vokalmusik), samt ideer til videre læsning.
Som med ethvert leksikon er det meningen at man skal kunne plukke en artikel ud efter behag, men man fristes meget let til lige at skulle se hvad der står ved siden af.
Bogen siges at være den første af sin art, ikke blot i Danmark, men i det hele taget. Ved forsøg på at nå rundt om så stort et emne, er der naturligvis en række navne og værker man kunne have ønsket sig med, men bogen giver sig ikke ud for at være udtømmende.
Den kan måske være en anspore til at gå på videre opdagelse i kirkemusikkens skønne verden.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar