Erik Linow's kirkemusik anmeldelser - Church Music Reviews - Musik til hjerte og hjerne, sjæl og sind! Glædens skatkammer! - Musik, hovedsagelig cd'er, men også litteratur om musik, fra alle stilperioder anmeldt i perioden 1999 til 2010. Alle bragt i avisen Udfordringen. De ældste indlæg først/nederst i bloggen. - Se evt. også www.linow.dk
Laudate Dominum!
tirsdag den 23. februar 2010
2 cd'er - Cooman - McMillan - 2010
Carson Cooman
Der er mennesker man synes overkommer det hele. Den ganske unge am. komponist,Carson Cooman, 27 år, figurerer allerede på 25 cd’er med sin musik, heraf er 10 soloudgivelser fra Naxos forlaget. Han deler sin komponist karriere ligeligt mellem det kirkelige og verdslige, der bl.a inkluderer en opera. Hans musik er blevet fremført på 6 kontinenter. Sideløbene med det, passer Cooman en koncertorganist karriere. Denne fremadstormende unge mand, hvis billede stråler langt væk af humør og stort livsoverskud, (ikke mange komponister lader sig afbilde glidende ned af et trappegelænder), har allerede fået dediceret ikke mindre end 130 orgel kompositioner til sig fra andre komponistkollegaer.
Det unge engelske universitetskor fra London, der på størstedelen af de24 værker får støtte af orgelet, træffer fortræffeligt hans kormusiks karakter , der lugter langt væk af nyere engelsk kirkemusik tradition. Alle stykker er kompoeret som bestillingsopgaver til kirkelige fester, indvielser o.lign. Hans harmoniske og tonale verden vil forekomme tilgængelig for de fleste. Cooman er ingen avantgarde komponist. Musikken kunne beskrives som opstemt, fuld af patos, melodiøs og velklingende, og bevægende sig fra stærke klangflader til det stille indadvendt hymneagtige.
Naxos
James MacMillan
Den skotske komponist James MacMillan (*1959) skriver sig ind i en gammel tradition med sit 48 minutter lange værk, Seven last words from the Cross (De 7 sidste ord på korset). Syv ord Jesus udtalte, hvor man stopper ved hver station for musikalsk at kontemplere over det enkelte ord. Gamle komponister som fx Heinrich Schütz har benyttet samme form.
Værket er for strygere og 8 stemmigt kor, blev skrevet på bestilling til BBC TV, og hver del første gang opført fordelt over 7 aftener i påsken 1994. Det er musik i den store dramatiske og symfoniske stil, hvor billedmalende virkemidler tages til brug i det ekspressives tjeneste. Værket kommer ud i yderkanterne af hvad man kan præstere af musikalsk udtryk for at portrættere den mørke tekst. Skarpe dissonanser og lange bårne melodiøse flader brydes. Andensatsen er eksklamerende, idet Jeus siger: Kvinde, der er din søn. Verdens længste pauser indtræder mellem de 3 udråb. Tredje satsen derimod helt overrumplende smuk med sin rolige og melodiøse fordeling mellem strygere og hovedsagelig mandsstemmer, en sats af bemærkelsesværdig skønhed. Min Gud, min Gud satsen, hvorfor har du forladt mig, nr. 4, bygges op til et skrig og igen en hendøning, og rummer en følelse af indre kaos og desperation. Et menneske i fuldstændig opløsning. Med hvilken pensel musik formår at levendegøre en sådan situation! Med skarpe virkemidler fortsættes i 5. og 6. sats, tørsten og ”fuldbragt”-satsen. ”Fader, i dine hænder”, 7, afrunder scenen med den længste udfeatning man kan forestille sig, hvor strygerne gradvist aftager i styrke og tilsidst…..dør hen! - Det udøvende Dmitri Ensemble og dirigenten Graham Ross har beskæftiget sig en del med McMillans musik, og lavet denne i anledning af hans 50 års fødselsdag. - Tre andre kirke-værker udgør cd’ens sidste 20 min.
Naxos
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar