BOG - 1999

EN KOMMENTAR I TIDEN, HER VED ANMELDELSE AF EN SALME-/SANGUDGIVELSE.


Hans Anker Jørgensen.
Kærlighedens søn.
Salmer og andre bidrag til 2000-års festen med melodier af Merete Wendler.

En udgivelse med 101 tekster, - alle tidligere offentliggjort, men her samlet - og 56 ny - eller nyligt - komponerede melodier i fuldt udskrevet arrangement, er sandelig i sig selv noget der vægter. Når dertil kommer en smuk, stiv indbinding og glittet papir, vejrer man straks, at denne udgivelse har kostet penge. Der står fonde bag. Bogen betegnes af forfatteren i forordet som en sangbog, mest til fællessangsbrug, men ikke nødvendigvis i kirkeligt regi. Samme målsætning bekendtgør også melodiskriveren i sit efterord. Begge dele er meget informative.

Ideen med at lave en publikation med Jesus som centrum i anledning af år 2000 er fin. Man har så travlt med at fejre sig selv. Få tænker over, at det er Jesus, der er den egentlige årsag til, at vi træder ind i et nyt årtusind.

Folkekirkepræsten Hans Anker Jørgensen og melodi-komponisten Merete Wendler er allerede meget godt kendte, bl.a. fra salmebogens tillæg og fra offentlig fremtræden i radio/TV.

Hvis man ikke skulle kende forfatteren i forvejen, får man alligevel snart færden af , at han er en præst, der solidariserer sig med de svageste, udskuddet, arbejderen osv. Det ideal, siger han, har han fra Jesus. Helt fint. Merete Wendler kan ses som en repræsentant for det forum, der vil føre rytmisk musik ind i kirken. Hverdagskristendom og hverdagsmusik til folket. OK. Så har vi fået dem placeret. Og de passer sådan set meget godt sammen.

I denne tykke bog med det lækre format, er sangene/salmerne rubriceret i 4 hovedafsnit: Skaberkærligheden – Kærlighedens søn osv., altsammen noget med undertitelen: Kærlighed. Og det må medgives: I virkelig mange af teksterne, er det kærligheden, der formelt er den bærende idé/tanke. Hans Anker Jørgensen har altid fået på hattepulen for sit overmåde dagligdags sprogbrug, der, synes man, balancerer på det flades afgrund. Den slemmeste salmestart er vist denne: ”Biler dytter, klokker ringer,...” Men teksterne ligger godt munden. Det er en medrivende fryd, at ile fremad imod næste iørefaldende rim, billede eller metafor.
Men der er mange digte med en mere nøgtern og alvorlig sprogtone. Menneskelivet i alle dets facetter gennemspilles i mange temaer.
Som kristendomsviser betragtet, er der megen lødighed i digtene. Men betragtet som salmer, kan jeg ikke frigøre mig fra en stadig gravende skepsis. Jeg er bange for at synge for let om Jesus! Det er f.eks. spøjse og finurlige udtryk om Jesus som ”svang mig i verdensrummets morgendans”. Eller det sluddervorne ”elskede livet frem” og ”kysser mig i sol og vind”. Eller om Gud: ”Verdens første elsker” og ”Du milde mægtige mirakelmager” og ”levende, lysende, leende Gud”. ”Om Ånden:”blæser på alverdens løgne” og ”sommerlyse Helligånd”.- Og hør denne:” Halleluja for livet”. Det er en for let og ubesværet teologi. Lidt groft sagt: Han tør forarge ved at være fræk, men ikke ved at være from. Kredser om sandheden, bøjer af, når sand evangelisk kristendom skal høres i fuld målestok. Leder det virkelig mennesker til hele sandheden?

Melodistoffet er overalt sangbart og har vidtstrakte inspirationskilder: Traditionelle salmemelodier, viser og sange, klassisk-, jazz- og populærgenren. Så er man vist dækket ind! Komponisten er sig meget bevidst, at ikke alt skal kunne stå for de strengeste kvalitetskriterier. Noget må godt være til forbigående brug. Brugsmusik.
Det der kommer hurtigt, går hurtigt, siger man. Mange af melodierne har svært ved at fæstne sig i sindet. For man kan godt høre, om en melodi er god, når man hører den. Det er derimod svært at påpege præcis, hvordan en halvgod melodi skal drejes, for at gøre den rigtig god. Så kunne man jo selv lave den, - og se, det er rigtig svært. Det er lettere at skrive en symfoni, end at lave en god melodi, hedder det sig. Men ingen gider synge jævne ting. De er dømt til snarlig forglemmelse. Og hvis man ikke laver noget, for at lave det godt, så ved jeg ikke hvad vi skal med det. Der er her – trods gode eksempler som den til ”Kristi Himmelfart” eller den til ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig” – for få helstøbte melodier, og ingen fuldtræffere.

Forlag: Det økumeniske center.1999.