Erik Linow's kirkemusik anmeldelser - Church Music Reviews - Musik til hjerte og hjerne, sjæl og sind! Glædens skatkammer! - Musik, hovedsagelig cd'er, men også litteratur om musik, fra alle stilperioder anmeldt i perioden 1999 til 2010. Alle bragt i avisen Udfordringen. De ældste indlæg først/nederst i bloggen. - Se evt. også www.linow.dk
Laudate Dominum!
lørdag den 30. januar 2010
2 cd'er - Palestrina Messe - Brahms Requiem - 2000
Palestrina: Missa de Beata Virgine I (1567):
Man synes at høre evigheden og en stemning af tidligere tiders ubevægelighed i Palestrinas musik. Jeg tror at denne ro kan smitte af på travle nutidsmenneskers urolige sind. Nogle af de bedste musikoplevelser har jeg selv haft på hjemture i bil fra ferie sydpå, hvor den fine kombination af god tid og eftertænksomhed gav det modtagelige sind ekstraordinær åbenhed for store værdier. Hvorfor ikke spille CD’en i en frisørsalon, eller en tøjbutik, i stedet for musakken.
Palestrinas rene stil, der er grundstudium for alle komponister, er det nærmeste man kan komme på at hvile i naturlovene: Et spring opad udlignes f.eks. af en trinvis faldende bevægelse.
De 4 mandlige italienske solostemmer står nærmest mejslet tydeligt ud i en meget ren synegemåde, der forsøger at lægge sig op af Palestrinatidens klangideal. Teksterne er de ”hårdt prøvede” messeled Kyrie (Herre forbarm dig), Gloria (Ære være Gud) o.s.v. Talrige har sat musik til dem, her en i en helstøbt 11 satsers udgave af 1500 tallets største mester.
Forlag: Naxos
Brahms ’A German requiem’:
Overskriften for denne musik kunne passende være: Den dunkle kraft i al stor kunst. Den store tyske komponist Brahms bruger i denne ihukommelses-musik for de afdøde de mørke stemninger og klangfarver. Temaet har imidlertid langt videre perspektiver i retning af tanker om menneskelivets korthed og dets ofte besværlige vilkår, kombineret med en spørgen efter Gud og hans svar (bibeltekster). Et meget langt værk fordelt på 71 min. og 7 satser.
Som en undtagelse her en historisk indspilning (overspilning) fra krigsåret 1943 med dirigenten Toscanini, der i et ¾ årh. ikke var et navn, men navnet blandt dirigenter. Den fuldstændig urimeligt koleriske Toscanini drev alle musikere til vanvid, men præsterede intens og nervefyldt musik når han gik i gang. Tidligere tiders musikere musicerede med mere indlevelse, sjæl og personlighed, så der fremkom et meget stærkt udtryk. Det er meget sandt i dette tilfælde. Men husk nu - det er en overspillet lakplade !
Forlag: Naxos Historical
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar