Fra det produktive og solide pladeselskab Naxos’ nyeste tilbud skal her omtales 7 CD’ere med kirkemusik fra vidt forskellige stilepoker. Af de umådelige mængder der er skrevet af gedigen kirkemusik igennem tiderne, er det kun en brøkdel der er rigtig godt kendt. Meget fortjener at komme ud til en bredere offentlighed, og da især at blive kendt og værdsat af dem det er beregnet til at blive spillet for: De kristne, den kristne menighed.
I vor tid har vi med CD’ere og radio muligheder for at nå omkring som aldrig før. God kirkemusik er værd at lytte til, fordi det er kunstfærdig musik, lavet af kunstnere der har været besjælet med gudgivne og store kreative evner (jfr. slutningen her). Musikken kan formidle glæde, uddybe det kristne evangelium for én, og for nogle måske på en stærk måde være med til at pege på den kristne tro som Vejen. For jer, der kun er vant til at lytte til nutidige former (rytmisk under ét her kaldet) for musik, var det måske en lejlighed til at snuse til noget nyt. Måske kunne så det der egentlig ligger som uinteressant og ubekendt land for én, gå hen og blive en åbenbaring af skønhed og vise nye dimensioner af Guds ubegribelige mangfoldighed i skaberværket. Det er ikke altid det der umiddelbart ligger sværest for én, der i sidste ende giver mindst fra sig. Tværtimod. Intet bør være uprøvet. – Bookletterne der følger med CD’erne er overalt forsynet ofte 3 sprog og i hvert fald altid engelsk tekst. Men man skal vænne sig til den meget lille skrifttype, selvom den næsten gør ondt i øjnene.
Marcel Dupré: The way of the Cross/Seven Chorales from Op.28: Franskmanden M. Dupré, det 20.årh. største orgelimprovisator, kunne til fuldkommenhed, om nogen, kunsten at komponere musik der ikke i forvejen er nedskrevet. CD’en her er nr. 11 i rækken med hans orgelværker.
Hvad skal man med 14 alvorlige, stærke, rystende og gribende satser, der på programagtig vis skildrer Jesu lidelsesfulde vej til korset? Det giver mere vægt bag de ord man evt. i forvejen kender så godt! Til inderliggørelse af budskabet, så det må stå endnu mere klart for én. - Det amerikanske orgel på CD’en er i supersværvægtsklassen, og kan fuldtud skildre alt fra sarte klange til dramatiske jordskælvsstemninger, så man må gribe fast i stolen.
Forlag: Naxos
Johann Ludwig Krebs: Organ Works Vol.I: Hvor er det en fryd at opleve, at alle ting går i spænd i Naxos udgivelser, som her: Verdens efter min mening smukkeste barokorgel, Weingarten-basilikaens Gabler–orgel i Sydtyskland (og et af de største og bedst bevarede), i kombination med en fænomenalt dygtig og helstøbt kunstner, (der efter at have vundet de formemste orgelkonkurrencer blev professor i en barnealder af 32 år) – og det hele iklædt en teknisk set meget fin CD-gengivelse. Bedre kan Bach’s berømteste elev ikke blive repræsenteret.
Jeg vil sige det paradoksalt, men sandt nok: Hvis du kan lide Bach, så vil du også synes om Krebs, og kan du ikke lide Bach, så prøv Krebs! Let, indsmigrende og diverterende. Foruden det majestætiske. En organist vil dog i bookletten savne nøje registreringsangivelser(klangsammensætning) for hvert musikstykke. Den afvekslende sammensætning af koralbundne og frie orgelværker er fint afstemt. Og hvor det orgel altså bare SYNGER! Hvad kan så en sådan musik? Der bliver simpelthen bare kuppelhøjt til himmels af glæde i mit lille sind over en sådan sand lovsangsmusik.
Forlag: Naxos
André Caplet: Le miroir de Jesus: Et oratorie (dramatiserende fremstilling af det kristne budskab) i 3 afsnit med undertitlerne henholdsvis Glædens -, smertens – , og herlighedens spejl, indeholdende ialt 17 sluttede episoder. For solosopran, kvindekor, harpe og strygere. Caplét giver i dette værk udtryk for sin kristne tro i en stil, der ligger tæt op af Ravel og Debussy, med hvem han var samtidige, altså fra beg. af det 20.årh. Men alligevel med et helt personligt udtryk. Stilen karakteriseres nærmest som impressionistisk, hvor man undgår traditionel brug af dur-mol sammenhænge, og i stedet fokuserer helt på en ekspressiv melodik, og det stemningsdannende og atmosfæreskabende. Det er forkert at kalde det filmmusik, men det trækker meget på samme hammel. Solostemmen udtrykker tekstens indhold meget nøje lige her og nu. De 3 dele bevæger sig fra Jesu undfangelse, fødsel til død, og til opstandelse, himmelfart og pinse. Der er meget tekst, så man skal have bookletten i hånden før eller under lytning.
Forlag: Marco Polo
Lully: Grand Motets, Vol.3.:Lylly er 1600 tallets store pompøse stils mand. Ansat som han var som den franske konges hofkomponist, skulle hans musik afspejle såvel den jordiske som den himmelske konges glans på samme tid. Kendt er den tragiske – næsten tragikomiske - måde han døde på, hvor han nemlig under en fremførelse af sit store Te Deum kom til at hakke sig selv i foden med den tids dirigentstok, der var af scepterlignende dimensioner, og påfølgende døde af blodforgiftning. Han har komponeret i alle genrer, bl.a. en masse kirkemusik. Her er 3 latinske motetter, med tekst fra Davids salmer, foruden et stort Benedictus i 7 satser, altsammen i en opstemt, fyrig og pågående stil, hvor man bestemt ikke får lov til at kede sig. Duetindslag afveksler i et rask væk med soli eller mangestemmigt kor, understøttet af farverig orkestermusik. Hvis man ikke kender til Lully i forvejen, kan man tænke på den musik som indleder Eurovisionsprogrammer i TV, som man længe troede han var komponisten til.
Forlag: Naxos
Antonio Caldara: Missa Dolorosa / Stabat Mater: Lige i hælene på Lully følger tidsmæssigt Caldara, der har oplevet noget af en renæssance i de sidste år. En hel anden stemning præger dog forståeligt nok, teksten taget i betragtning, denne påskemusik. Den middelalderlige ”Stabat mater” tekst er jævnligt sat i musik af komponister, og handler om den lidende Guds moder Marias kvaler stående under sin søn, Jesu kors. Den 20 versede tekst er her kogt sammen til 12 satser, hvor korafsnit bryder de solistisk sungne partier. Musikken er af en alvorlig, sorgfuld og udtryksstærk karakter.
”Missa Dolorosa” er ligeledes beregnet til at blive sunget i fastetiden i den katolske kirkes liturgi, og det må vi jo indrømme: Forfærdelig megen god kirkemusik kommer fra den katolske kirke. Derfor kan den udmærket lyttes til og også fint fremføres i protestantiske samenhænge. Det er en messe med de traditionelle satser, Kyrie, Gloria o.s.v., Forbarm du dig, Lovprisning, Trosbekendelse o.s.v. Koncerterende, pompøs kor- og orkestermusik med indlagte soloer.
Begge værker er af en halv times varighed. Et par rent insrumentale Sinfonia’er er sat mellem de to værker.
Forlag: Naxos
Pierre de la Rye: Missa de Septem Doloribus....../ Missa Pascale: Det er den samme messetekst der går igen her som i ovenfornævnte Caldaras messe, begge messer beregnet til at blive sunget i påsketiden, den ene efter katolsk liturgi på Maria 7 sår søndag. P. de la Rue hører til i forreste række i mængden af den komponistgeneration fra renæssancetiden som kaldes for de nederlandske. De var mestre i den polyfone musiks højtidelige og ærværdige kunst, hvor der blev kræset for hver stemmes selvstændige liv efter sindrige kontrapunktiske regler. Musikken er a capella. Det er altså de rene stemmers gudstjenestemusik, ikke korisk fremført, men af 5 mandlige solostemmer, heraf en countertenor, altså en mand der synger i lys falcet (med ”pigestemme”). Og ikke noget med ”forurenende” instrumenter. Et særkende for P. de la Rue er, at stemmelejet for hans satser ligger ret dybt. Jeg synes denne musik har noget af fjerne tiders velsignede ro og ubevægelighed over sig, hvor man uvilkårligt kommer til at tænke på, at disse tiders musik blev skrevet med tanke på det hinsidige.
Porlag: Naxos
Benjamin Britten: Rejoice in the Lamb / Hymn to St. Cecilia:
Samt 9 andre selvstændige værker. Britten er det 20- årh. store engelske fornyer af kirkemusikken.
Langt størstedelen af hans musik udgøres af vokalmusikken (med instrumenter/orkester naturligvis). Her er samlet de bedste af hans værker i den korte genre, 2 – 16 min., gudstjeneste-anvendeligt musik. Men han har sandelig lavet mange andre musikdramatiske værker i gigantstørrelsen. Det er dejligt at synge Britten. Der er både en masse tradition, sødme, men også umådelige effektfulde nye ting i hans stil. Sande kaskader af brilliante koriske udfald veksler med solopassager, altsammen bakket effektfuldt op af orgelet. Det er fantastisk hvad de englændere kan dressere deres drenge-/mandskor til. St. John’s Colledge Choir, Cambrige, har en fuldendt homogen klang, ingen vaklen i drengesoloerne. Britten ligger så nær op af traditionen man kan komme, hvor du vil kunne synge med på de smukke melodiøse vendinger som var det en almindelig sang, for så alligevel at undvige traditionen og lave sin helt egen personlige, dybt originale stil. Mange anser ham ganske enkelt for ”the greatest” i det 20.årh.’s kirkemusik. Han er altid – frisk. se her også et minicitat som jeres egen kulredaktør Niels Jørgen har rakt mig, og som siger noget om den ånd komponisten Britten var besjælet af: ”I believe that there is in every man the spirit of God... The whole of my life has been devoted to acts of creation (being by profession a composer...”(1942).
Forlag: Naxos
